Conchita Wurst og Eurovision – Musik er altid politisk!

Dagens indlæg kommer til at handle om Eurovisionfinalen i lørdags d. 9. maj, i særlig grad de efterdønninger der er kommet oven på Conchita Wursts sejr.

Dette bliver en kort replik, mest på grund af, at jeg føler at jeg har noget på hjerte i denne sag. På samme måde som Musikvidenskab i dag fra starten af har sagt fra over for musikjournalistiske trends, og ikke anmelder koncerter, plader og lignende, føler jeg ikke et ansvar over for folkestemningen og den verserende politiske dagsorden. Men here goes:

Efter sejren til Conchita Wurst (CW) i lørdags har flere politikere og debattører meldt kritisk ud i forhold til sangen. Der er tilsyneladende flere forskellige meninger om, på hvilket grundlag, andet end det musikalske, sangen vandt:

1) Sangen er et politisk manifest rettet mod kritikere af homoseksualitet, og den vandt udelukkende som en protest, rettet mod nationer med et undertrykkende syn på LGBT.

2) Sangen er en gimmick, og ellers uden musikalsk kvalitet. Den europæiske ‘hr. og fru Hakkebøf’ stemte på den, fordi “det er sjovt at se på en mand i kjole”.

Jeg vil mene, at begge disse argumenter kan have et gran af sandhed, men ikke nok til at det holder i retten. Argument nr. 2 er det letteste at modargumentere, da der hvert år er i hobetal af “gimmick”-sange, nok til at de ikke alle sammen kan vinde. Desuden er det ikke altid sådan, at det er gimmick-sangene der vinder.

I de fem foregående år, fra Alexander Ryback vandt i 2009 med sin berømte violin, og til Emmelie de Forrests “Only Teardrops” og irsk pennywhistle i 2013, har sangerne bag vindermelodier været bemærkelsesværdigt anonyme, altid pæne og karismatiske (specielt Emmelie!!!), men meget polerede.

Vinderne de andre år var Lena fra Tyskland i 2010, Eldar & Nigar i 2011 og svenske Loreen i 2012.

Her er links, og mange har vel, ligesom jeg selv havde, glemt de optrædende artister. De var nemlig skidekedelige, og langt fra gimmickbaserede sange, som Ruslands bedstemodergruppe med “Party for Everybody” i 2012.

Hvilket fører mig til argument nr. 1. Fordi for mig er det netop deri, grunden til kritikken fra mange debattører ligger. At musikken pludselig rammer et eller andet i os. Og at det på denne måde går op for os, at musik er politisk.

Hvad er politik?
I og for sig er alle samfundshandlinger at betragte som politiske handlinger, og når jeg går i Netto og køber toiletpapir, så er jeg politisk på én måde, når jeg køber uden giftigt blegemiddel, og på en anden, hvis jeg gør. Sådan kan man betragte politiske handlinger, som minimale interaktioner i hverdagen, som at sidde og tælle på knapper, og regne ud, om man har bedre samvittighed end naboen.

Langt vigtigere er de politiske handlinger, der kommer som lyn fra en klar himmel. Hvor vi bliver berørte, måske endda chokerede, og hvor vi får øjnene op for et nyt perspektiv. Fordi musik, og fremførsel af sange, er på denne måde politisk, det er en måde at fremføre en holdning på, et synspunkt. Musik er, at være aktivt til stede i en situation, at være fortællende og deltagende, en måde at indtage en talerstol i samfundet på, et virtuelt Speakers Corner.

Noget der kan sætte Wursts sang i perspektiv er den måde, den bliver fremført af en døvetolk:

http://www.dr.dk/melodigrandprix/Nyheder/2014/05/12125125.htm
Det er bestemt også en lettere affekteret personlighed, der skinner igennem i denne performance, men det er et eksempel på, at andre end Conchita Wurst kan fremføre samme sang, og stadig få den til at fremstå medrivende og følelsesladet. Det er musikken, det handler om, og det budskab, sangen kan give os.

Mit budskab med denne blogpost er, at det er, når vi ikke er klar over, at musik er et effektivt politisk middel, at den er allerfarligst. Til daglig omgiver vi os med så meget musik, at vi måske ikke er klar over, hvor meget en enkelt sang kan betyde. Vi bliver lullet i søvn, og en performer som Conchita Wurst river os ud, til visses store fortrydelse.

Det er, når vi ikke længere lægger mærke til budskabet i den enkelte sang, at vi trænger til performere som Conchita Wurst. Dette kan ske, fordi P3 spiller de samme sange om og om igen, og det sted, vi hører flest sange, måske i virkeligheden er reklameblokkene på TV2 og TV3, og ikke på plader eller iTunes. Ikke som bevidste valg, men som noget, vi får trukket over hovedet, så vi til sidst bliver udmattede, og dropper at gå på opdagelse i musikkens verden.

Det er, når musikken bliver underholdning, kapitalismens smøremiddel, der holder hjulene i sving, at musikken er allermest politisk, og det farligste redskab. Når vi ikke må, eller ikke længere kan, høre sangene.

Peter Tchajkowskij måtte hele livet skjule, at han var homoseksuel. 100 år senere er vi kommet videre til, at det ikke længere er skammeligt, men at man kan stå åbenlys frem på skærmen som mand i dametøj. Selvom det ikke er sådan alle steder i Europa, synes jeg at vi godt kan tillade os at være stolte af Conchita Wursts sejr.