Øver nu: Steve Vai – Sex and Religion

Herved introduceres et nyt segment på bloggen. Jeg spiller guitar, klaver og synger også lidt. Jeg elsker at lære nyt og låner ofte nye noder for at udforske ny musik. Overskriften “Øver nu” vil jeg bruge hver gang jeg finder nogle sjove noder, til at omtale kunstnerne bag  eller til at præsentere musikteoretiske detaljer, eller andre ting.

Steve-Vai-Sex-Religion

Steve Vai er legendarisk indenfor moderne elektrisk guitarmusik, og hans vej til stjernerne er folkekendt blandt guitarister: Som teenager sendte han uopfordret en transkription af noget af Frank Zappas sværeste musik til ham. Zappa blev imponeret, og Steve fik en plads i hans band. Derefter fortsatte karrieren støt, og Vai overtog pladsen efter Yngwie Malmsteen i bandet Alcatrazz, og blev lead guitarist i David Lee Roths band efter han gik solo fra Van Halen.


Vai fortæller om sin tid i Frank Zappas band.

Efter grundstenene var lagt, var tiden inde til at skabe en solokarriere som så mange andre “superguitarister” før ham. Efter to plader med fokus på guitarspil udgiver Vai i 1993 Sex & Religion, der gør større brug af rockband. Her medvirker Terry Bozzio på trommer, der også spillede med Frank Zappa, bassisten Thomas Michael Stevens og Devin Townsend på vokal. Vokalen fylder generelt meget i dette band, og den 20-årige Townsend markerer sig som en exceptionel rocksanger. Senere skulle han danne bandet Strapping Young Lad samt udgive soloplader, og  Devin Townsends evner og ekstreme stil er for mig en vigtig grund til at denne plade er fantastisk.

På en måde kan Sex & Religion deles op i to dele, delt mere eller mindre på midten – den skulle i følge allmusic være udkommet på noget så eksotisk som kassettebånd. På side A er vi i høj grad i starten af halvfemserne, med en ekstremt farverig blanding af heavy rock og en art funk til følge. Der bliver kørt frisk igennem på “Here and Now”, der er kosmiske kærlighedserklæringer på “In My Dreams With You” og der er politisk eller prædikende groove på titelnummeret. Det er numre, som er temmelig ordinære rent formmæssigt, men de bliver leveret med så stor energi at man helt mister pusten.

Side B starter med en kort instrumental sang og derefter ‘tribal funk’-nummeret “Survive”. Men allerede fra næste nummer, “Pig”, er der helt andre boller på suppen. Alt den høje intensitet, der har været på pladen indtil nu, har fået trykkogeren til at eksplodere, og det gør den i en solid gang spirituelt gearet progmusik.

I slutningen af “Pig” begynder Vai at lege med guitaren, mere end han har gjort før:

SPMFF164013101409140_0001

Der er godt gang i de alternative nodebeskrivelser hen mod slutningen af “Pig”

Næste sang, “The Road to Mt. Calvary”, består mest af lyde af en kvindes skrig og synthesizer akkorder, og efter dette eksploderer bandet i sangen “Down Deep Into The Pain”, en sang der bygger på pladens semi-kristne ‘smerte’-tema. I disse otte minutter er intensiteten i højeste gear, og på intet sted på får man lov at slappe af. Specielt ikke i Bridge-stykket, der er en serie af dur-akkorder, der rykkes parallelt kromatisk op og ned i en melodi, der går på tværs af sanglinjen (starter 1:24 inde i sangen):

SPMFF164013101409141_0001

Siden med de parallelle dur-akkorder

Før soloen er der spændende kontrapunkt og kontrasterende intervaller, og der er mange forskellige instrumenter i gang. Efter guitarsoloen gentages bridge melodien gentages mens der spilles udholdte toner vredet ud af guitaren, og lyden af skrig kommer igen. En kort melodi, en bas der eksploderer, og vi er tilbage i omkvædet. Efter dette er der et langt stykke med talte stemmer der beskriver noget der minder om religiøs vækkelse. Man hører blandt andet kvinder og mænd stønne. Mod slutningen vokser instrumenteringen og gør brug af endnu flere instrumenter, og til sidst lyden af en fødsel, og noget jeg kun kan få som en ko, der muh’er (!).

Lyt til Down Deep Into the Pain her:

Næste sang, der slutter lp’en, er forløsningen og afslapningen efter fødslen. Rescue Me or Bury Me hedder den, og den indeholder en lang, vedvarende guitarsolo, en slags sidste åndedræt inden pladen slutter.

For mig som guitarist er det helt sikkert pladens A-side, jeg får mest ud af at øve og spille. Der er meget godt at hente ud af de spændende facetter i Vai’s guitarspil, både riffs, brug af originale akkorder med åbne strenge og rytmisk placering og groove i både formled med sang og soloer.

Men det klæder Vai usigeligt med en sådan gennemgående følsomhed for det intense og det spirituelle som han bygger en kompliceret progressiv rock på, noget der for alvor tager form i slutningen af pladen. Og hvor meget af hans (og andre superguitaristers) output er metervare-ekvilibrisme er dette her en intens og meget spændende plade, som jeg nyder at vende tilbage til engang i mellem.

Og så er bandet også en bande ‘lookers’. Lad os slutte med en video der viser dem live i et amerikansk tv-show. Hver enkelt medlem har et helt klart image, og tingene stritter i mange forskellige retninger.

Et synligt eksempel på hvad der også skete i øvelokalet, og som måske var grunden til at samarbejdet ikke holdt og Vai efter dette koncentrerede sig om at arbejde mere solo og mindre i band.

God øver!

Julens musik, man selv kan spille

Juletid er en tid med masser af musik og sange. Folk tager til koncerter og nyder julemusik, og selv familier der ikke normalt synger, tager livtag med salmer og sange om aftenen den 24. december.

Selv brugte jeg julen til at øve mig på mit nye klaver, og skønt jeg stadig er lidt rusten elsker jeg at øve og de udfordringer, der er i at møde nye stykker musik. Udover de kendteste sange, som jeg spillede fra noder i sangbøger, gik jeg på jagt i Hovedbiblioteket udstillingshylde, der var dedikeret til højtiden. Her fandt jeg tre noder, som jeg vil anbefale. De har det til fælles, at de præsenterer julens musik på en anden måde end man måske er vant til det.

Julens musik – fantasier og sange
Udg. af Wilhelm Hansen – Musik Forlag

Julens musik - fantasier og sange

Denne nodesamling udkom første gang i 1901. Den indeholder fortrinsvis fantasier over kendte, danske salmer og sange, blandt andet ”Et barn er født i Bethlehem”, ”Julen har bragt velsignet bud” og ”Højt fra træets grønne top”. Her har komponisterne Walther Schrøder, L. Birkedal-Barfod og Emil Juel-Frederiksen altså skrevet fantasier, stykker der bruger de kendte melodier, men omfortolker dem eller sætter dem i nye omgivelser. Mens man spiller stykket igennem, kan man genkende melodien, og musikken bevæger sig aldrig langt væk fra udgangspunktet.

Bogen indeholder foruden fantasierne også et par sange samt originale stykker, der ikke er bygget over andre melodier, blandt andet en sang fra ”Nøddebro Præstegård” og stykket ”Juleklokkerne” af Niels W. Gade. Hæftet oser med andre ord af nostalgi og romantisk stemning.

Fantasierne er forholdsvis korte, og skulle ikke være nogen stor udfordring for en øvet pianist. Hvis man som jeg selv er let øvet, og måske har spillet klaver et par år, er det en underholdende måde at spille julens sange på. Musikken får mere liv af ikke kun at være vers der bliver gentaget, og selvom det kan argumenteres, at det måske ikke er store kunstværker, har jeg haft stor fornøjelse ved at spille denne bogs versioner af kendte julesange.

”We Wish You A Jazzy Christmas” af Bill Readdy
Udg. af Schott & Co., London 2001

We Wish You A Jazzy Christmas

I samme genre af noder findes denne bog. Her er det rytmisk musik, som disse amerikanske julesange udsættes for. Arrangøren har brugt et væld af forskellige stilarter indenfor spektret af såkaldt afroamerikansk musik. Der bliver både præsenteret jazzstilarterne swing, boogie og ragtime, og derudover reggae, latin og noget nær disco.

Denne store spredning, hvor flere af stilarterne kun bruges en enkelt gang, samt bogens lille format (16 s.) gør, at det nogle gange virker mere som eksempler på, hvordan man kunne udsætte sange for denne nye stilart, end at stykkerne egentlig er helt færdige og konkrete. De korte sange er dog ofte opfindsomt lavet.

Denne bogs styrke er, at den med simple midler i form af klaverudsættelsen viser hvordan musikken i de forskellige stilarter fremstår og bruges. Dette er godt, hvis man selv er interesseret i at arrangere stykker, og specielt de jazzede akkordklange sidder lige i øjet.

“25 salmer i romantisk udsættelse – harmoniseret af Henrik Metz”
Edition Wilhelm Hansen

25 salmer i romantisk udsættelse

Er man en familie eller anden flok mennesker, der holder af at synge, er denne bog oplagt at bruge. Her er 25 af de kendteste danske salmer, udsat for fire stemmer, og med klaversystem nedenunder. Blandt andet de to salmer ”Dejlig er jorden” og ”Blomstre som en Rosengård”, der ofte synges til jul.

I starten af bogen skriver forfatteren, at udsættelserne er tænkt som alternativt supplement til den danske koralbog. På denne måde er bogen god værdi for pengene, for den er kortere og har mange af de populæreste salmer. Ingen af sangene fylder mere end en dobbeltside, og med store noder og tekst skrevet på er den nærliggende at bruge, hvis man vil øve sig i at synge sammen, i op til fire stemmer.