Øver nu: Steve Vai – Sex and Religion

Herved introduceres et nyt segment på bloggen. Jeg spiller guitar, klaver og synger også lidt. Jeg elsker at lære nyt og låner ofte nye noder for at udforske ny musik. Overskriften “Øver nu” vil jeg bruge hver gang jeg finder nogle sjove noder, til at omtale kunstnerne bag  eller til at præsentere musikteoretiske detaljer, eller andre ting.

Steve-Vai-Sex-Religion

Steve Vai er legendarisk indenfor moderne elektrisk guitarmusik, og hans vej til stjernerne er folkekendt blandt guitarister: Som teenager sendte han uopfordret en transkription af noget af Frank Zappas sværeste musik til ham. Zappa blev imponeret, og Steve fik en plads i hans band. Derefter fortsatte karrieren støt, og Vai overtog pladsen efter Yngwie Malmsteen i bandet Alcatrazz, og blev lead guitarist i David Lee Roths band efter han gik solo fra Van Halen.


Vai fortæller om sin tid i Frank Zappas band.

Efter grundstenene var lagt, var tiden inde til at skabe en solokarriere som så mange andre “superguitarister” før ham. Efter to plader med fokus på guitarspil udgiver Vai i 1993 Sex & Religion, der gør større brug af rockband. Her medvirker Terry Bozzio på trommer, der også spillede med Frank Zappa, bassisten Thomas Michael Stevens og Devin Townsend på vokal. Vokalen fylder generelt meget i dette band, og den 20-årige Townsend markerer sig som en exceptionel rocksanger. Senere skulle han danne bandet Strapping Young Lad samt udgive soloplader, og  Devin Townsends evner og ekstreme stil er for mig en vigtig grund til at denne plade er fantastisk.

På en måde kan Sex & Religion deles op i to dele, delt mere eller mindre på midten – den skulle i følge allmusic være udkommet på noget så eksotisk som kassettebånd. På side A er vi i høj grad i starten af halvfemserne, med en ekstremt farverig blanding af heavy rock og en art funk til følge. Der bliver kørt frisk igennem på “Here and Now”, der er kosmiske kærlighedserklæringer på “In My Dreams With You” og der er politisk eller prædikende groove på titelnummeret. Det er numre, som er temmelig ordinære rent formmæssigt, men de bliver leveret med så stor energi at man helt mister pusten.

Side B starter med en kort instrumental sang og derefter ‘tribal funk’-nummeret “Survive”. Men allerede fra næste nummer, “Pig”, er der helt andre boller på suppen. Alt den høje intensitet, der har været på pladen indtil nu, har fået trykkogeren til at eksplodere, og det gør den i en solid gang spirituelt gearet progmusik.

I slutningen af “Pig” begynder Vai at lege med guitaren, mere end han har gjort før:

SPMFF164013101409140_0001

Der er godt gang i de alternative nodebeskrivelser hen mod slutningen af “Pig”

Næste sang, “The Road to Mt. Calvary”, består mest af lyde af en kvindes skrig og synthesizer akkorder, og efter dette eksploderer bandet i sangen “Down Deep Into The Pain”, en sang der bygger på pladens semi-kristne ‘smerte’-tema. I disse otte minutter er intensiteten i højeste gear, og på intet sted på får man lov at slappe af. Specielt ikke i Bridge-stykket, der er en serie af dur-akkorder, der rykkes parallelt kromatisk op og ned i en melodi, der går på tværs af sanglinjen (starter 1:24 inde i sangen):

SPMFF164013101409141_0001

Siden med de parallelle dur-akkorder

Før soloen er der spændende kontrapunkt og kontrasterende intervaller, og der er mange forskellige instrumenter i gang. Efter guitarsoloen gentages bridge melodien gentages mens der spilles udholdte toner vredet ud af guitaren, og lyden af skrig kommer igen. En kort melodi, en bas der eksploderer, og vi er tilbage i omkvædet. Efter dette er der et langt stykke med talte stemmer der beskriver noget der minder om religiøs vækkelse. Man hører blandt andet kvinder og mænd stønne. Mod slutningen vokser instrumenteringen og gør brug af endnu flere instrumenter, og til sidst lyden af en fødsel, og noget jeg kun kan få som en ko, der muh’er (!).

Lyt til Down Deep Into the Pain her:

Næste sang, der slutter lp’en, er forløsningen og afslapningen efter fødslen. Rescue Me or Bury Me hedder den, og den indeholder en lang, vedvarende guitarsolo, en slags sidste åndedræt inden pladen slutter.

For mig som guitarist er det helt sikkert pladens A-side, jeg får mest ud af at øve og spille. Der er meget godt at hente ud af de spændende facetter i Vai’s guitarspil, både riffs, brug af originale akkorder med åbne strenge og rytmisk placering og groove i både formled med sang og soloer.

Men det klæder Vai usigeligt med en sådan gennemgående følsomhed for det intense og det spirituelle som han bygger en kompliceret progressiv rock på, noget der for alvor tager form i slutningen af pladen. Og hvor meget af hans (og andre superguitaristers) output er metervare-ekvilibrisme er dette her en intens og meget spændende plade, som jeg nyder at vende tilbage til engang i mellem.

Og så er bandet også en bande ‘lookers’. Lad os slutte med en video der viser dem live i et amerikansk tv-show. Hver enkelt medlem har et helt klart image, og tingene stritter i mange forskellige retninger.

Et synligt eksempel på hvad der også skete i øvelokalet, og som måske var grunden til at samarbejdet ikke holdt og Vai efter dette koncentrerede sig om at arbejde mere solo og mindre i band.

God øver!