P2 Soundtrack – Interview med Peter Albrechtsen

DR’s kanal for klassisk musik, P2, har lanceret et radioprogram der kun handler om filmmusik. P2 Soundtrack gik i luften for første gang fredag d. 7. marts, og sender 70 minutter hver fredag fra 18.10 – 19.20.

Jeg har interviewet medvært Peter Albrechtsen, der har programmet sammen med Tina Rømer, og nedenunder kan du læse interviewet. Det handler både om, hvad vi kan forvente os af emner i programmet, om Peters rolle i programmet, og om hvem programmet henvender sig til.

Et par oplysninger om Peter Albrechtsen:

Peter Albrechtsen (f. 1976) er uddannet tonemester fra Den Danske Filmskole i 2001 og har været lyddesigner og musik supervisor på en lang række spillefilm og dokumentarfilm. De senere år har Peter stået for lyden på prisbelønnede film som Putin’s Kiss, The Queen of Versailles, You & Me Forever samt Ækte vare, der i april er åbningsfilm på CPH PIX.

Peters profil på IMDB: http://www.imdb.com/name/nm1022700/?ref_=fn_al_nm_1

Peter Albrechtsen

Tonemester og radiovært Peter Albrechtsen

Interview:

Peter Ellermann (PE)Fortæl lidt om hvordan du er kommet med i programmet. Hvem fik idéen, er det noget der har været i støbeskeen længe, eller opstod programmet spontant?

Peter Albrechtsen (PA): Jeg blev kontaktet af P2 sidste efterår omkring programmet, der åbenbart har været i støbeskeen længe. De senere år er der blevet mere og mere fokus på filmmusik hos alle generationer af musiklyttere, både gamle og unge, men i medierne har jeg længe savnet, at filmmusik blev taget mere alvorligt – det er meget sjældent, at soundtracks får omtale i medierne, med mindre det er en eller anden rockstjerne, som har lavet musikken. Derfor blev jeg vildt glad for, at P2 ville lave et program med særligt fokus på soundtracks, og jeg blev selvfølgelig også meget beæret over, at de ville have mig med til at lave programmet – de havde åbenbart fået mig anbefalet flere steder. Tak til alle jer, der har anbefalet mig, whoever you are!

De senere år er der blevet mere og mere fokus på filmmusik hos alle generationer af musiklyttere […]

PE: Kan du løfte sløret for, hvilke emner I planlægger at tage op?

PA: Vi dækker et udpluk af de aktuelle biografpremierer, spiller en række gamle klassikere – både filmmusik og klassisk musik, der har været brugt i film – og så har vi også hver gang et lille tema om et bestemt emne eller person. Eksempelvis har vi her de første tre gange talt om filmlyd, musik til actionfilm og Alexandre Desplat – og den form for alsidighed vil vi meget gerne holde fast i. Planen er åbenbart også, at P2 i efteråret laver en større event, hvor danskerne bliver bedt om at hjælpe med at liste de 50 bedste soundtracks. En filmmusikkens top 50. Men det ugentlige program har mulighed for at gå både dybere og mere aktuelt til værks, og det er formålet med programserien.

Planen er åbenbart også, at P2 i efteråret laver en større event, hvor danskerne bliver bedt om at hjælpe med at liste de 50 bedste soundtracks. En filmmusikkens top 50.

Foreløbig skal P2 Soundtrack køre året ud, men jeg tænker, at det selvfølgelig også afhænger af den generelle interesse og om kvaliteten af de programmer, vi laver. De danske biografer er dog fyldt med film som aldrig før, så vi løber ikke just tør for emner – der er mange aktuelle film og meget aktuel filmmusik at gribe fat i hele tiden, og filmhistorien er også fyldt med fantastisk musik.

PEDu bliver præsenteret som “medvært”, mens Tina Rømer præsenteres som “vært”. Hvorfor denne formulering? Kommer der andre medværter på et tidspunkt?

PA: Da P2 i sin tid kontaktede mig, blev jeg som sagt meget beæret over, at de ville have mig med. Umiddelbart bagefter blev jeg dog ret nervøs, for jeg aner jo intet om at lave radio. Jeg laver lyddesign på film og har også skrevet om musik og film i en lang årrække for forskellige medier, men det er jo ikke det samme som at skulle administrere et ambitiøst, ugentligt radioprogram og især kunne levere varen med sin stemme, når man sætter sig foran en mikrofon.

Derfor blev jeg meget mere rolig, da vi lavede den nuværende værtsmodel, hvor Tina Rømer er vært og jeg er medvært – Tina står for det generelle flow, administrationen og er i det hele taget en fantastisk erfaren og rutineret radiovært, som bare ved præcis, hvordan tingene skal gøres og hele tiden hjælper mig med at undgå de værste bommerter foran mikrofonen. Sammen taler vi løbende om programmernes indhold på alle niveauer, og vi kører også sammen programmets Facebook-side, hvor vi har uundværlig kontakt med lytterne. Samtidig er der en DR-playliste for hvert program, som Tina også spiller lidt fra. Hun er virkelig dygtig til at få alt til at gå op i en højere enhed – hvis det bare var mig, som skulle stå for det hele, ville alt hurtigt falde fra hinanden.

Tina står for det generelle flow, administrationen og er i det hele taget en fantastisk erfaren og rutineret radiovært, som bare ved præcis, hvordan tingene skal gøres […]

Så nej, jeg håber ikke der kommer en anden medvært på et tidspunkt – det er en fornøjelse at være med!

P2 Soundtrack

De to værter i P2 Soundtrack har taget plads i biografens bløde veloursæder.

PE: Hvem henvender P2 Soundtrack sig til? Har I gjort jer forestillinger om en bestemt type person, der skal lytte til netop jeres program? Er det den sædvanlige P2-lytter, eller er programmet med til også at kapre yngre lyttere til kanalen?

PA: Programmet henvender sig til alle de P2-lyttere, der kan lide at gå i biografen og tage musikken med hjem. Men det er kun godt, hvis det via f.eks. podcasten når andre interesserede end dem, der lige tuner ind på P2 fredag aften. Vi prøver både at ramme bredt med vores udvalg af musik, men også være mere specialiserede sine steder, så filmmusik-fans forhåbentlig får noget ud af programmet. Både Tina og jeg er mangeårige fans af filmmusik, så vi har en masse ting på hjerte og en masse toner, vi gerne vil dele, og personligt har jeg gennem mit årelange arbejde i filmbranchen med både lyd og musik og gennem mine mange kontakter opnået en hel del specialviden på feltet. Jeg er kort sagt en nørd på området.

 Vi prøver både at ramme bredt med vores udvalg af musik, men også være mere specialiserede sine steder, så filmmusik-fans forhåbentlig får noget ud af programmet.

Der er ikke noget bestemt mål om at kapre unge lyttere, men på den anden side vil vi heller ikke udelukke nogen. Soundtracks favner vidt og bredt, og det må lytterskaren
selvfølgelig også gerne gøre. Men samtidig er det da væsentligt at påpege, at de soundtracks, vi spiller, som regel har en klassisk baggrund, selv om det heldigvis også er et vidt begreb: det kan være hele vejen fra Ennio Morricone og Henry Mancini til Jonny Greenwood og Trent Reznor – og der er langt!

PE: Du arbejder til daglig med filmmusik og soundtracks, og færdes meget i filmindustrien. Er det din tanke, at P2 Soundtrack skal være et program, der henvender sig til andre arbejdere af denne branche?

PA: Det vil da være dejligt hvis nogen af mine kolleger lytter med, selv om tanken giver mig en vis præstationsangst. Jeg sætter selv stor pris på kollegial inspiration, så hvis vores program kan inspirere andre i filmbranchen, er det kun skønt – og forhåbentlig ikke blot komponister og lydfolk, men også instruktører, manuskriptforfattere, klippere eller producere for den sags skyld. Men igen: det er ikke et specifikt mål.

Tværtimod prøver at sørge for, at mine historier fra filmbranchen ikke bliver alt for indforståede.

Det er fint med anekdoter og fortællinger fra filmens verden, men de skal leveres på en måde, så alle får noget ud af dem.

PE: Til sidst vil jeg gerne spørge dig, om du har haft en skæg oplevelse eller lignende i forbindelse med opstarten af programmet, eller om du har nogle tanker, du gerne vil sende videre ud.

PA:  Jeg kommer til at tænke på et citat fra den eminente polske komponist Zbigniew Preisner, som skrev musikken til næsten alle Krzysztof Kieslowskis film:

”When Strauss was writing his music, it was dance music. Now it’s classical music. So how can you tell me that in 50 years’ time film music will not turn out to be classical music?”

Den udtalelse synes jeg på en eller anden måde passer godt i denne sammenhæng. Filmmusik har længe haft et rigtig dårlig ry som værende nærmest underlødigt – som anonym underlægning til biografens billedsider. Jeg håber, at P2 Soundtrack kan være med til at vise, at filmmusik er meget, meget mere end det.

Mange tak til Peter Albrechtsen for hans deltagelse i interviewet.
Du kan finde P2 Soundtrack på deres hjemmeside, hvor man også kan få informationer om sendetider og podcasts:
http://www.dr.dk/p2/p2-soundtrack/

Og der er mulighed for at ‘like’ og holde sig i kontakt med programmet på deres facebookside:
https://www.facebook.com/p2soundtrack

Bloggen her er som sædvanlig åben for kommentarer og spørgsmål. Vi høres ved næste gang.

Boganmeldelse: “100 Modern Soundtracks”

Boganmeldelse – 100 Modern Soundtracks af Phil Brophy

Udgiver: BFI Screen Guides, 2004.
Sprog: Engelsk
Antal sider: 262

Image

Bogens forside

På Phil Brophys hjemmeside http://www.philipbrophy.com/ kan man læse at han er aktiv både inden for instruktion, komposition og forskellige former for multimedial installation og kunst.

Hans CV viser at han i 2014 laver et foredrag i 13 dele, Psychosonic Cinema, om filmsoundtracks, som bliver sendt på den Londonbaserede radiostation med fokus på kunstneriske strømme indenfor musik, Resonance FM. http://resonancefm.com/

100 Modern Soundtracks er udgivet i pocketbog format, og indeholder beskrivelse af lydsiden i 100 film samt et forord på 16 sider. Til sidst i bogen findes navneindex. Hver film får omtrent lige meget plads, halvanden til to sider, og de er arrangeret efter alfabetisk orden. Bogen har flest film fra 1950-2000, med Citizen Kane som den ældste (1941) og to film fra 2002 som de nyeste.

Det er værd at samle bogen op alene for at nyde forordet. Her giver Phil Brophy sin egen indføring i filmmusikkens verden. Ordet “modern” i titlen skal tages bogstaveligt i denne forbindelse. For Brophy eksisterer filmens lydspor som en “kimære”, et monster lavet af to dyr. Det er både lyd og musik, både larm og soundtrack. Dette dedikerer han sin bog til at beskrive, og derfor er der også stort fokus på film, der bevæger sig væk fra den klassiske orkestermusik fra Hollywood.

Bogen er ikke en “best of” fra kendte Hollywood-komponister som John Williams, Howard Shore, Hans Zimmer og Danny Elfman, og faktisk fokuseres der ikke så meget på musikken. Det er mere helheden af lydbilledet i hver film, Phil Brophy fokuserer på.

Sproget i bogen er en oplevelse. Brophy udnytter det engelske sprogs ordrigdom, og det er et akademisk og teoretisk bevidst sprog der bruges til at beskrive filmene. Samtidig leverer Brophy ofte en ny og original sin karakteristik af filmen og lydlandskabet. Et typisk afsnit af bogen findes i beskrivelsen af den japanske manga-tegnefilm Akira:

“Moving continually through these scales of materiality, Akira is a cosmologically sonic film. It positions all spaces and environments to capture recordings of energy waves and lines. Atomic bomb blasts leave hyge craters downtown; an ESPer’s piercing scream shatters glass buildings; psychic energy causes subterranean chambers to rise and rupture the overground. At its most extreme, the architecture of Akira is rendered not as solid form, but as a network of recordable surfaces.” (p. 18)

Image

I filmen Akira er der godt med gang i den!
Det er der også når Phil Brophy beskriver sin oplevelse af filmen sonoriske arkitektur.

I denne beskrivelse bliver lydens voldsomhed til en del af tegnefilmens arkitektur. Det er smukt beskrevet, men det er en meget personlig beskrivelse, der kunne være inspireret af analyser fra Barthes og Deleuze, og disse personlige beskrivelser kan risikere at efterlade læseren med spørgsmålet “har vi set den samme film?”

Andre gange er det meget inspirerende og tankevækkende, som når Brophy fremhæver Citizen Kane for måden, skuespillerne bruger deres stemme på: deres vokalklang, deres frasering og toneføring. Filmen følger Kanes liv og de mennesker omkring ham, og Kanes styrke er i hans stemme, han kan tale med folk og få dem til at gøre ting for ham. Hans store kærlighed, Susan Alexander, lægger han først til mærke til når hun taler, og intervieweren der afdækker Kanes liv gør det også ved at tale med folk.

Image

Billede fra “Citizen Kane”. Udover brug af lys, skygger og kontraster, bruger filmen også tale og lyd til at karakterisere personerne og deres udvikling.

100 Film Soundtracks er ikke en bog der kan tjene som generel indføring i filmmusikkens væsen. Dertil er den for fokuseret på modernitet, både i beskrivelser og i valg af film. Nogle af de mest berømte filmkomponister er udeladt, men dog indeholder bogen mange klassikere, blandt andet fra Hitchcock, Coppola og Lynch. Desuden flere japanske, og Brophy har også udgivet bogen “100 Anime” om den japanske tegnefilmsgenre.

Liste over beskrevne værker kan ses her: http://www.philipbrophy.com/projects/100ms/technical.html

Det er en bog der ikke er for enhver. Men for en læser, der også er bidt af film, og vil læse analyser, der på samme tid er personlige og tankevækkende, vil der være noget at hente for de fleste.

Noget i gære…

Image

Noget i gære

Kære læsere.
Fra starten af næste år vil jeg begynde at afholde kurser igennem Aftenskolen 3K.
Det er et projekt, jeg har arbejdet på siden efteråret, og i øjeblikket er jeg i gang med at læse op på materialet, som I kan se på billedet, og skrive manuskript og på anden måde forberede undervisning.

Emnet bliver “Filmmusikkens historie” – et spændende emne som jeg glæder mig til at præsentere for folk.

Jeg er ingen film-buff, og har aldrig dyrket en masse obskure “mesterværker” som kun få mennesker kan relatere til. Men jeg er – som læserne vil nikke genkendende til – en udpræget musiknørd, og det er grunden til at jeg finder dette emne interessant.
I spillefilm finder vi de musikalske redskaber der senere også bliver brugt i reklamer, spil, tv-programmer og andre multimedie-emner som vi kender i dag.
Det er en værktøjskasse til mange ting, der omgiver os, der vil blive lukket op for deltageren i dette kursus. En måde at forstå omverdenen på, men også en vej ind i filmens eget sprog, en måde at komme dybere ind i filmens verden.

Jeg vil løbende præsentere min research i en række mindre artikler som vil blive bragt her på bloggen.

Indtil videre har jeg delt kurset op i seks undervisningsgange, som jeg løbende er i gang med at forberede materiale til.
Vi vil komme helt tilbage til tiden før filmen, og se på 1800-tallets udvikling i musikdrama og opera. Vi vil komme ind i stumfilmenes verden, og vi vil se nærmere på Hollywoods klassiske brug af musik, med de helt store armbevægelser.
Vi vil også se nærmere på små, unikke film med minimal musik, og der vil være masser af muligheder for tættere analyser, både af enkelte film, af komponister, og af instruktører der bruger filmmusik på en original måde.

Kontakt mig endelig hvis I er interesserede i at deltage eller måske endnu bedre, hvis I har kommentarer, idéer eller spørgsmål til dette projekt.

Jeg glæder mig til at komme i gang.
Hilsen
Peter Ellermann

Musik, lyd og kommunikation – Del 2 – Lyd

Dette er andet indlæg i en serie på tre, der har til formål at introducere læseren til positioner, områder og problemstillinger indenfor nutidig musikvidenskab. I dette andet indlæg vil jeg beskrive musikvidenskab ud fra betragtninger omkring lyd. Dette knytter sig til, som fortalt i del 1, at jeg har gået på kandidatuddannelsen ”Musik, lyd og kommunikation” på Aarhus Universitet. I næste uge vil jeg bringe tredje og foreløbig sidste del, om musik som kommunikation.

Akustik og audiologi

Musik består af lyd, så naturligvis er et studie af musik også samtidig et studie af lyd. Men oftest fokuserer musikvidenskab først og fremmest på helheden og enheden i musikværket, og på hvordan det kan analyseres og indsættes i en kontekst.

Studiet af lyd i musikstykker sker ved at musikforskeren ’stiller skarpt’ på noget andet end musikken, på den fysiske manifestation, i stedet for på meningen. Dette kan ske i undersøgelser af akustik, der sker ved at undersøge rum, eller af klang, såkaldt audiologiske studier, hvor man undersøger enten musikindspilninger eller instrumenter, med mekanisk eller elektronisk måleudstyr, eller undersøger lytterens neurologiske påvirkning ved hjerneskanninger og lignende.

Musikvidenskab, der er en humanistisk disciplin, har på mit studie ikke brugt stor plads på disse forskningsområder, som er mere naturvidenskabelige eller fysiologisk anlagte. I denne artikel vil jeg i stedet give eksempler på, hvordan lyd, præpareret og æstetisk udformet, kan siges at være en del af vores hverdag, ofte uden vi er klar over det. Eller med andre ord: hvordan man kan opleve at befinde sig i en musikalsk, eller lydmæssigt æstetisk, situation, uden det er sket for musikoplevelsens skyld.

Film og spænding

Et af de steder, hvor musik spiller en kæmpe rolle, uden at have hovedrollen, er i spillefilm. Det er vanskeligt at forestille sig film, der ikke indeholder et underliggende lydspor, med både lyde og musik.

Lydsporet i film er interessant at studere. I mange situationer er lydene manipulerede eller præparerede, og bliver udsat for efterbehandling i et studie. Stemmer lyder som om de er tættere på os, end de egentlig er, ekkoer og pludselige drøn er voldsommere, og maskinstøj kan pludselig forsvinde, når lyden ikke længere er relevant for handlingen.

Specielt i spændingsfilm og skrækfilm er denne effekt blevet udnyttet. En spændt atmosfære bliver markeret af en lyd, der starter nærmest subliminært, uhørligt. Tonen ændres og forøges i styrke, og flere kommer til, i takt med at spændingen stiger, indtil den pludselig og dramatisk forløses. Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget af handlingen man kan udlede, og hvor stor en fornemmelse man kan få for filmens helhed, når man øger sit fokus på lydsporets måde at indgå i fortællingen på.

Aliens

I filmene om Aliens bliver der brugt mange effekter i lydsporet, for at opbygge spænding og beskrive handlingen.

Computerspil og virkelighed

I filmen optræder lydsporet som en vigtig indikator for handlingen. Når handlingen er fremskredet, og spændingen er på sit højeste, er intensiteten det også, både i musik og lyd.

I computerspil er kontrollen over fremskridningen af handlingen overladt til spilleren. Derfor er det nødvendigt, at lydsporet fungerer på en anden måde. Når spilleren foretager noget, der er givende for spillet, og som hjælper handlingen fremad, udsender spillet en lyd der opfattes som positivt. Foretager spilleren sig noget meningsløst, eller begår en fejl, udsender spillet en negativ lyd. Pacman bliver ædt af et spøgelse til lyden af stor jammer, og man må starte forfra.

Pacman

Selvom spillet er gammelt og kan synes primitivt, har lydene i Pacman og andre computerspil klare formål, og spiller en stor rolle i brugen af spillet.

Denne lille analyse fortæller os to ting om computerspillets formål. Vi skal blive gode til at spille det, lære at udnytte spillets muligheder, for at undgå at dø. Men vi bliver samtidig også manipuleret til at spille i længere tid, ved at blive fodret med en lind strøm af små, klingende succesoplevelser. Vi mærker dem ikke fysisk, men vores ører opfatter de positivt ladede lyde, og vores hjerne udleder deraf, at dette er godt at gøre, og holder os fast i spillet.

Denne form for adfærdsregulering kan sammenlignes med aber eller andre forsøgsdyr, der modtager en godbid når de gør noget godt. Men det er en helt almindelig del af vores verden. I tog, elevatorer og mange andre steder møder vi positive lydsignaler, der har til formål at regulere vores adfærd, og fortælle os at intet negativt er sket. Samtidigt har den gode lyd utvivlsomt en pædagogisk indvirkning på os, og vi kan udnytte den positivt i mange formål, for eksempel i undervisning, i lege eller på arbejdspladsen.

Jagten på den gode lyd

Firmaer over hele verden (i Danmark blandt andet firmaet Sonic Minds) fokuserer på at skabe god lyd for deres kunder. Dette kan være firmaer der ønsker at systematisere og optimere deres lydlige identitet, overfor deres kunder og andre interessenter. En optimal lydidentitet sker via en kortlægning af alle de steder, hvor kunder og andre møder lyd, og derefter et gennemgående design af en lydmæssig identitet. Firmaet redesigner for eksempel den musik der spilles i butikker, ventemusikken i firmaets telefoner, musik og lydelementer på firmaets hjemmeside, eller designer lydlogoer – det, der før hed ”jingles” – til brug i reklamer.

Specielt musik og lyd i TV-reklamer er interessant her. Her har der i den seneste tid været et øget fokus på, hvordan firmaer effektivt kan skabe en lydoplevelse, der kan brande – eller måske ”brændemærke” – deres produkt på forbrugeren. Lydene i reklamer afhænger af, hvem produktet henvender sig til. I en reklame for et nyt køkken, eller andre varer der kræver investering, eller som har præg af luksus, bliver alle unødvendige lyde skåret fra. Her hersker roen, eftertænksomheden, og det rolige lydbillede ægger, og opfordrer kunden til at træffe ’det rette valg’.

I næste reklamefilm er det pludselig anderledes. Her bræges der en åndssvag sang ud, på højeste lydniveau. Når jeg dagen efter går forbi Føtex eller lignende, opdager jeg at reklamen har virket, for uden at ville det, fremstår sangen for mit indre øre. Her er ingen ’less-is-more’-æstetik, her gælder det om at lokke så mange som muligt til, og lydsidens umiddelbarhed bærer præg af det.

På samme måde som i analysen af filmens lydspor, kan et studie af lyden i reklamefilm afsløre for os, hvad det er, der i virkeligheden er på færde. Hvem henvender reklamen sig til? Hvilken type produkt er der tale om? Hvilke drømme knytter sig til produktet?

TV-reklame

TV-reklamer har et budskab, der skal opfattes af seerne. Her er det vigtigt for reklameskaberne, at lyden har den rigtige effekt.

Overalt hvor vi færdes, bliver vi mødt med lyd. I fremtiden, som kan være tættere på os, end vi tror, er det min overbevisning, at vi vil møde mere designet lyd, flere lydsignaturer og lydlogoer, og mere positiv adfærdsregulering gennem præpareret lyd. Både indenfor forretningsliv, underholdning og undervisning.

Vil du vide mere?

Lektor ved Aarhus Universitet Ansa Lønstrup har udgivet bogen ”Stemmen og øret” (Forlaget Klim, 2004). Her sætter hun fokus ved den menneskelige stemme og lydoplevelser fra vores hverdag, blandt andet i moderne teater og film.

Bogen ”Music, Sound and Multimedia” (ed. Jamie Sexton, Edinburgh University Press, 2007) indeholder flere artikler omkring musik og lyd i andre, fortrinsvist elektroniske, medier. Her er blandt andet artikler om lyd og musik i computerspil.

Danskeren Martin Lindstrøm har udgivet en række bøger omkring branding og forbrugermanipulation, blandt andet bogen Brand Sense (Free Press), der opfordrer firmaer til at appellere til flere sanser end bare synet i reklame- og salgs-situationer.