Noget i gære…

Image

Noget i gære

Kære læsere.
Fra starten af næste år vil jeg begynde at afholde kurser igennem Aftenskolen 3K.
Det er et projekt, jeg har arbejdet på siden efteråret, og i øjeblikket er jeg i gang med at læse op på materialet, som I kan se på billedet, og skrive manuskript og på anden måde forberede undervisning.

Emnet bliver “Filmmusikkens historie” – et spændende emne som jeg glæder mig til at præsentere for folk.

Jeg er ingen film-buff, og har aldrig dyrket en masse obskure “mesterværker” som kun få mennesker kan relatere til. Men jeg er – som læserne vil nikke genkendende til – en udpræget musiknørd, og det er grunden til at jeg finder dette emne interessant.
I spillefilm finder vi de musikalske redskaber der senere også bliver brugt i reklamer, spil, tv-programmer og andre multimedie-emner som vi kender i dag.
Det er en værktøjskasse til mange ting, der omgiver os, der vil blive lukket op for deltageren i dette kursus. En måde at forstå omverdenen på, men også en vej ind i filmens eget sprog, en måde at komme dybere ind i filmens verden.

Jeg vil løbende præsentere min research i en række mindre artikler som vil blive bragt her på bloggen.

Indtil videre har jeg delt kurset op i seks undervisningsgange, som jeg løbende er i gang med at forberede materiale til.
Vi vil komme helt tilbage til tiden før filmen, og se på 1800-tallets udvikling i musikdrama og opera. Vi vil komme ind i stumfilmenes verden, og vi vil se nærmere på Hollywoods klassiske brug af musik, med de helt store armbevægelser.
Vi vil også se nærmere på små, unikke film med minimal musik, og der vil være masser af muligheder for tættere analyser, både af enkelte film, af komponister, og af instruktører der bruger filmmusik på en original måde.

Kontakt mig endelig hvis I er interesserede i at deltage eller måske endnu bedre, hvis I har kommentarer, idéer eller spørgsmål til dette projekt.

Jeg glæder mig til at komme i gang.
Hilsen
Peter Ellermann