Interview with Youtube Guitarist Chris Zoupa

Video

This blogpost will be in english.

The last couple months I’ve had a lot of time to practice the guitar. One of the most important tools for learning new songs, and improving your skills, is Youtube videos, and an evergrowing amount of videos out there can teach you skills, songs, solos or techniques to spice up your practice schedule.

One of the contributors, that quickly attracted my attention, was the guitarist Chris Zoupa and the site Learn That Solo. He teaches solos from famous songs, mostly in the metal genre, and often ones that require advanced techniques and excellent skill, something that Chris delivers.

When I asked him for an interview with Musikvidenskab i dag, he instantly agreed. I wanted to interview him to find out, how much work and effort goes into the recording of a solo.
As I try to explain in the beginning of the video, if all we had was the records and youtube videos, we wouldn’t know how much hard work goes into the music that we listen to.

In the interview, Chris explains how he goes about preparing and recording the song.
Besides this, he was also kind enough to talk about his aspirations as a musician.

We ended up with a talk about how Chris as a professional musician can use Youtube in a number of ways:
– as a way of learning and challenging himself, of pushing himself to take his playing to the best level he can
– as a way of connecting with others. Both with the viewers, and the excitement of having the first 100 subscribers. And also with other guitarists, some of which end up contributing to his coming solo album.
– as a financial support, and something that has enabled him to make money giving Skype lessons, has earned him endorsements with the famous guitar company PRS, and landed him a gig with his last band.

Please enjoy this video, even though the editing is obviously less than perfect, and I didn’t know what I was doing, and only discovered that you could “full screen” the recording in the end.

It’s a long video, and for the busy blogconsumer I will prepare a “Too Long, Didn’t Watch”-rundown of the best of what Chris answered to my questions.

Best wishes, Peter

Advertisements

Conchita Wurst og Eurovision – Musik er altid politisk!

Dagens indlæg kommer til at handle om Eurovisionfinalen i lørdags d. 9. maj, i særlig grad de efterdønninger der er kommet oven på Conchita Wursts sejr.

Dette bliver en kort replik, mest på grund af, at jeg føler at jeg har noget på hjerte i denne sag. På samme måde som Musikvidenskab i dag fra starten af har sagt fra over for musikjournalistiske trends, og ikke anmelder koncerter, plader og lignende, føler jeg ikke et ansvar over for folkestemningen og den verserende politiske dagsorden. Men here goes:

Efter sejren til Conchita Wurst (CW) i lørdags har flere politikere og debattører meldt kritisk ud i forhold til sangen. Der er tilsyneladende flere forskellige meninger om, på hvilket grundlag, andet end det musikalske, sangen vandt:

1) Sangen er et politisk manifest rettet mod kritikere af homoseksualitet, og den vandt udelukkende som en protest, rettet mod nationer med et undertrykkende syn på LGBT.

2) Sangen er en gimmick, og ellers uden musikalsk kvalitet. Den europæiske ‘hr. og fru Hakkebøf’ stemte på den, fordi “det er sjovt at se på en mand i kjole”.

Jeg vil mene, at begge disse argumenter kan have et gran af sandhed, men ikke nok til at det holder i retten. Argument nr. 2 er det letteste at modargumentere, da der hvert år er i hobetal af “gimmick”-sange, nok til at de ikke alle sammen kan vinde. Desuden er det ikke altid sådan, at det er gimmick-sangene der vinder.

I de fem foregående år, fra Alexander Ryback vandt i 2009 med sin berømte violin, og til Emmelie de Forrests “Only Teardrops” og irsk pennywhistle i 2013, har sangerne bag vindermelodier været bemærkelsesværdigt anonyme, altid pæne og karismatiske (specielt Emmelie!!!), men meget polerede.

Vinderne de andre år var Lena fra Tyskland i 2010, Eldar & Nigar i 2011 og svenske Loreen i 2012.

Her er links, og mange har vel, ligesom jeg selv havde, glemt de optrædende artister. De var nemlig skidekedelige, og langt fra gimmickbaserede sange, som Ruslands bedstemodergruppe med “Party for Everybody” i 2012.

Hvilket fører mig til argument nr. 1. Fordi for mig er det netop deri, grunden til kritikken fra mange debattører ligger. At musikken pludselig rammer et eller andet i os. Og at det på denne måde går op for os, at musik er politisk.

Hvad er politik?
I og for sig er alle samfundshandlinger at betragte som politiske handlinger, og når jeg går i Netto og køber toiletpapir, så er jeg politisk på én måde, når jeg køber uden giftigt blegemiddel, og på en anden, hvis jeg gør. Sådan kan man betragte politiske handlinger, som minimale interaktioner i hverdagen, som at sidde og tælle på knapper, og regne ud, om man har bedre samvittighed end naboen.

Langt vigtigere er de politiske handlinger, der kommer som lyn fra en klar himmel. Hvor vi bliver berørte, måske endda chokerede, og hvor vi får øjnene op for et nyt perspektiv. Fordi musik, og fremførsel af sange, er på denne måde politisk, det er en måde at fremføre en holdning på, et synspunkt. Musik er, at være aktivt til stede i en situation, at være fortællende og deltagende, en måde at indtage en talerstol i samfundet på, et virtuelt Speakers Corner.

Noget der kan sætte Wursts sang i perspektiv er den måde, den bliver fremført af en døvetolk:

http://www.dr.dk/melodigrandprix/Nyheder/2014/05/12125125.htm
Det er bestemt også en lettere affekteret personlighed, der skinner igennem i denne performance, men det er et eksempel på, at andre end Conchita Wurst kan fremføre samme sang, og stadig få den til at fremstå medrivende og følelsesladet. Det er musikken, det handler om, og det budskab, sangen kan give os.

Mit budskab med denne blogpost er, at det er, når vi ikke er klar over, at musik er et effektivt politisk middel, at den er allerfarligst. Til daglig omgiver vi os med så meget musik, at vi måske ikke er klar over, hvor meget en enkelt sang kan betyde. Vi bliver lullet i søvn, og en performer som Conchita Wurst river os ud, til visses store fortrydelse.

Det er, når vi ikke længere lægger mærke til budskabet i den enkelte sang, at vi trænger til performere som Conchita Wurst. Dette kan ske, fordi P3 spiller de samme sange om og om igen, og det sted, vi hører flest sange, måske i virkeligheden er reklameblokkene på TV2 og TV3, og ikke på plader eller iTunes. Ikke som bevidste valg, men som noget, vi får trukket over hovedet, så vi til sidst bliver udmattede, og dropper at gå på opdagelse i musikkens verden.

Det er, når musikken bliver underholdning, kapitalismens smøremiddel, der holder hjulene i sving, at musikken er allermest politisk, og det farligste redskab. Når vi ikke må, eller ikke længere kan, høre sangene.

Peter Tchajkowskij måtte hele livet skjule, at han var homoseksuel. 100 år senere er vi kommet videre til, at det ikke længere er skammeligt, men at man kan stå åbenlys frem på skærmen som mand i dametøj. Selvom det ikke er sådan alle steder i Europa, synes jeg at vi godt kan tillade os at være stolte af Conchita Wursts sejr.

Referat fra Heldags-SPOT. Kammermusiksalen, Det Jyske Musikkonservatorium, 02/05, 2014

Deltagerne ved dette års Heldagsspot samledes fredag kl. 9.30, hvor begivenheden startede. Først en kort velkomst fra Astrid Elbek, der til daglig er udviklingsleder ved Det Jyske Musikkonservatorium, og som fortalte om arrangørorganisationen, Videnscenter for Musik, og om de projekter der bliver sat i værks gennem denne organisation.

Læs mere om VFM her:

http://www.regionmidtjylland.dk/regional+udvikling/kultur/musik/videnscenter+for+musik

Morgensang og oplæg ved Jørgen Carlsen, forstander, Testrup Højskole

Jørgen Carlsen åbnede ligesom sidste år dagen, og det kriblede i ham, fordi han endnu ikke havde sunget morgensang. Vi sang ”Jorden har vendt sig en omgang”, med tekst af Poul Henningsen og musik af Bernhard Christensen, der har linjen ”Begynd du dagen med sang”.

Morgensangen bliver af mange uheldigvis set som en åbning, før man kommer til det egentlige, mente Jørgen Carlsen, og det kan være en del af grunden til at den er blevet skåret væk fra mange skoler. Det væsentligste, det er, at eleverne kan læse og regne, synes skolebestyrelser og skoleledere at tænke, og det går ud over sangen.

Ved blandt andet at komme omkring Percy Busshe Shelley’s værk ”Defence of Poetry” fra 1819 og Ove Kaj Pedersens bog ”Konkurrencestaten” (2011) argumenterede Carlsen for, at musikken i stedet skulle ses som en del af helheden – vi ER allerede i gang, når vi synger morgensang, nemlig i gang med at være til, at bevæge os ind på det legende felt, hvor musikken lever, og ikke kun fordi det træner pædagogiske færdigheder eller udvikler barnets finmotorik.

Konklusionen og klangbunden for dagens program var for Jørgen Carlsen, at mennesket er andet og mere end en funktion for samfundets konkurrencestat. Det har også driften efter at søge sin egen lykke, og dette må tilgodeses, sammen med produktionen. Dette argument blev leveret med stor humor, og på ægte højskolemanér mærkede man Jørgen Carlsen som en kilde til viden om mange ting, specielt dansk kulturhistorie.

Hvad sker der, når man lærer noget?” ved Knud Illeris, professor emeritus, DPU

Knud Illeris var Keynote speaker ved dagens program. Han indrømmede, at hans egen kunnen inden for musik var begrænset. Dette var et foredrag om pædagogik og indlæring. I starten af foredraget præsenterede Illeris desuden en række bøger, han enten havde skrevet eller været med til at redigere, blandt andet bogen “Læring i konkurrencestaten”, der lægger sig tæt op af det, Jørgen Carlsen netop havde argumenteret omkring.

Når mennesker indgår i en læringssituation, knytter de det nye, de lærer til noget, de allerede ved i forvejen. Hverken læreren eller den lærende har direkte kontrol over, hvordan den, der lærer, knytter nyt til kendt. Læreren kan i stedet tænke sandsynligheder igennem, og ved at tænke over, hvem det er, man kommer til at stå overfor, på denne måde forberede ”anknytningspunkter” i den kommende indlæringssituation.

Illeris kom i sit foredrag ind på ”læringstrekanten”, en model med to akser, der har form som et ‘T’. På den lodrette akse beskæftiger individet, der lærer, sig med omverdenen. Ud fra individet går den anden akse i to retninger, og beskriver at læring altid indeholder et indhold, til venstre side, og en drivkraft, ud af højre akse.

Indholdsaksen havde på Lektor Blommes tid massiv overvægt, hvor det hele var udenadslære. I forhold til drivkraft kunne Illeris fortælle en anekdote om tre yngre gymnasielærere, der underviste i Oldtidskundskab i udkantsdanmark, og som prøvede at fange elevernes interesse for faget ved at finde ”anknytningspunkter” fra stoffet og til elevernes hverdag. Resultatet blev, at eleverne lærte rigtig meget, der både var fagligt relevant, og samtidig fagligt selekteret.

Derefter beskrev Illeris fire måder at lære på, tilegnelsesdimensioner, der bevæger sig mellem indhold og drivkraft. Den kumulerende og den assimilerende læring er måder hvorpå vi tilegner os viden, enten udenadslære i kumulerende, eller ved at skabe systemer og anknytningspunkter i assimilerende.

Når noget går galt, og vi skal løse problemer, og lære ved hjælp af fejl, kalder Illeris dette for Akkomodation, overskridende læring. Populært kalder vi dette for en ”aha”-oplevelse. Stort set dagligt oplever vi, at vi må gå et skridt tilbage, udradere noget og tilføje noget andet.

Transformation, ekspansiv læring, er fjerde kategori. Her var nøgleordene ”ændring af skema-strukturer, kriseløsning og personlig udvikling”. Her gennemgår individet en læring, der medfører ændring i meningsperspektiver, eller med Illeris’ ord, en ændring i identiteten.

Et spørgsmål fra salen lød på, om der kunne være hierarki mellem disse læringstyper. Der er til dels hierarki, var svaret, set i forhold til, hvor meget energi de forskellige typer læring kræver. Kumulation foregår nærmest automatisk, og slutter omkring individets 6 års-alder. Transformation og akkomodation kræver mest energi og assimilation ikke særlig meget.

Musikundervisning indeholder alle disse former for læring, kan en konklusion på foredraget være. Både det udenadsarbejde, der bare skal læres, men musikundervisning giver også direkte adgang til Aha-oplevelser, situationer med problemløsning og situationer der kan rykke ved den lærendes identitet.

Sammenspil som inklusionsværktøj”, ved Anders Boysen – underviser, musiker og forfatter

Efter en kort pause bød salen Anders Boysen velkommen, der til daglig arbejder som lærer i Horsens Kommune. Han gav en række eksempler på, hvilke udfordringer en musiklærer i nutidens folkeskole står over for. Det skete med stor underholdningsværdi for de fremmødte. Mange i salen arbejdede som musiklærere til daglig, og kunne derfor nikke genkendende til mange af disse udfordrende situationer. Foredragsholderen var ligefrem og humoristisk, og der var både underholdning, men også klarsynede observationer, der indbød til eftertanke.

At stå over for 25 elever, alle med forskellig personlighed, kan alene være en stor udfordring. Men hvordan får man dem til at lave musik sammen? Dette havde været Anders Boysens store udfordring i mødet med folkeskolen.

Boysen har, på baggrund af dette, udviklet sine egne værktøjer, herunder et system med ‘bokse’, der med rytmeinddeling og tonenavne angiver for eleven hvornår man skal spille hvilke toner.

For den ”svære guitar”, som alle elever vil spille på, men de færreste kan, var der specialkonstruerede klemmer, der kan dæmpe de strenge man ikke vil have til at klinge.

Desuden fremhævede Anders Boysen ”det næsten-lydløse sammenspilslokale”, hvor guitaren sættes til Line-6 POD, der bruges høretelefoner til keyboards og elektroniske trommesæt. Dette gør, at mange elever kan øve sig samtidig, og man kan koble eleverne ind og ud. Også elever, der på grund af ADHD eller andet har brug for en pause, behøver ikke at forlade rummet, men kan få lov at sidde og lave musik uden at forstyrre andre.

I en hverdag, hvor 2-3% af en skoleårgang går på musikskole, og 80% går til fodbold, har målet for Boysen været, at give alle eleverne en positiv oplevelse med musik som omdrejningspunkt, og også at styrke deres lyst til at gå videre med at spille musik, og indgå i det, der kaldes den musikalske fødekæde.

Det gode samarbejde i musiktimerne har medført en del inklusion. De energiske drenge kan få en guitar med fed distortion på, samt et par høretelefoner. De stille piger har ifølge Boysen potentiale på de elektriske trommer, hvor de kan holde rytmen, og pludselig kan de spille med sammen med resten af klassen.

ADHD-barnet oplever som nævnt inklusion ved at kunne tage en pause fra samværet og ikke skulle forlade klassen. Dette samvær, samt det, at eleverne kender deres faste plads ved klaveret, giver dem en styrke, som de tager med sig over i de andre timer.

Inklusion gennem musik er blevet givet speciel opmærksomhed ved flere projekter.

”Musik med mening” er et projekt for børn med sociale, koncentration eller selvtillids- vanskeligheder. Reglerne her var, at man ikke kunne gå ud af lokalet, og på denne måde fik en intens samværsform. Desuden var ‘smerte’ en succesindikator: En dreng der ellers havde haft let ved at give op, havde fået vabler på fingrene af at spille bas. AKT-vejlederens svar til ham var:
”nu er der i hvert fald ikke nogen der kan komme og prøve at fortælle dig, at du ikke kan koncentrere dig om ting.”

”Trom og læs” har været et projekt for børn med læsevanskeligheder, hvor Boysen opdagede, at børnene lærer at læse og får øget flow i deres læsning, ved få sat en bog foran sig mens de sidder ved trommesættet.

For Anders Boysens arbejde i folkeskolen har musikken disse egenskaber og fordele:

Musikken er et fælles projekt som alle deltager i. Musikken gør ikke forskel på elever og skelner ikke til diagnose.

Musikken øger fællesskab og klassetrivsel.

Musik har tydelige individuelle læringsmål for elever, ved undervisning inddelt i tre niveauers sværhedsgrad.

Sammenspil tjener som katalysator for andre musikfaglige kompetencer.

Og måske vigtigst: Musik giver grundlag for ligeværdighed, uden konkurrence!

Anders Boysen har sin egen hjemmeside: http://boysensmusiktime.dk/

Inklusion og kontrovers – kompositoriske processer i praksis” ved komponist Casper Hernández Cordes

Efter frokost øverst oppe, i konservatoriets kantine, bød resten af dagen på tre kortere foredrag af en halv times varighed. Casper H. Cordes arbejder blandt andet gennem KODAs skolekontakt ordning, og præsenterede nogle af de redskaber, han benytter som besøgende kunstner på skoler.

Det første var prosodi, den del af sproget der beskæftiger sig med, når ord og udtale efterligner egenskaber. Så man kan tale om en ”KÆMPE” elefant eller en ”lillebitte” mus, eller man kan være ‘smygende’ i stemmen når man vil ind på livet af en anden person, og måske bede om en tjeneste.

Desuden bruger Casper H. Cordes flere ”krykker”, når han skal nærme sig elevernes virkelighed og involvere dem i kunstens verden. Han tager udgangspunkt i deres brug af teknologi, og i stedet for instrumenter synger de ind i en smartphone app, og laver lyde med prosodien som udgangspunkt.

Desuden bruger han en ”magisk firkant”, et rum der både eksisterer i klasseværelset, og kommer op på tavlen for eleverne. Her optræder der figurer, der bevæger sig rundt, og denne bevægelse kan benyttes til også at få eleverne til at bevæge sig rundt i klasseværelset, i den magiske firkant.

Til sammen danner lyde, animationer og børnenes skuespil en ramme om en historiefortælling. Denne kan foregå over tid, der bliver styret af et barn, der går ud af en fiktiv ‘tidslinje’, og sætter de forskellige elementer af historien i gang.

Ægteskabet mellem Frk. Kunst og Hr. Læring” ved Tatiana Chemi – lektor i Pædagogisk og Organisatorisk Innovation ved Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet

Tatiana Chemi kalder gerne sig selv for Professionel Kunstadvokat, specielt ved konferencer, når hun får stillet spørgsmålet ”skal vi virkelig stadigvæk bruge kunst”?

Dette foredrag handlede om de fordomme, stereotyper og antagelser, hun har oplevet, ved at forsøge at blande kunst ind i pædagogikken. Tatiana Chemi har behandlet dette i sin bog ”At integrere kunst i undervisningen”.

Hun argumenterede ud fra tre vilkår: At kunsten Skal, Kan, og Bør læres.

Kunst er noget der Skal læres, og fordommen omkring, at det er noget, der ”kommer af sig selv”, kan ikke bruges. Måske kan dette ske hos særligt talentfulde børn, men langt fra på alle, og med alt.

Kunsten Kan læres, og udover en formel læring på skoler og kunstakademier, der kan være meget ekskluderende, kan kunst også læres i uformelle læringsmiljøer, med venner, gennem sociale medier, Youtube og lignende.

På samme måde som barnet kan ikke bare få en bog, og derefter læse, kan barnet heller ikke bare afkode et kunstværk. Hverken et maleri, en symfoni eller en koreograferet bevægelse.

I stil med tidligere oplægsholdere havde Tatiana Chemi også oplevet at få at vide, at kunst er som flødeskummet på toppen af samfundets kage. Og rugbrødsfagene, det er sådan noget som dansk, matematik og tysk.

Men der er enormt meget ”Rugbrødsarbejde” i at lære skalaer, eller i at tegne og tegne skitser og smide væk. Derfor foreslog hun at man i stedet så kunst som en form for Øllebrød. Eller måske snarere noget lig ”rugbrødslagkage-pædagogik”.

Kunsten Bør læres, fordi den er vigtigt for vores samfund. Og ikke altid, og kun, som den ene part i fornuftsægteskabet mellem kunst og læringspædagogik. I sin egen ret er kunstværker med til at forme vores identitet, og samtidig skaber kunst kognition, emotionel udvikling, socialisering og ”Mellemmenneskelighed”.

Musik og skole – ambitioner og paradokser” ved Ole Skov, skoleleder, Hasle Skole, Aarhus

Skoleleder Ole Skov åbnede sidste oplæg med en god og en dårlig nyhed. Den gode nyhed var, at der kun var en halv time til kaffen. Den dårlige var, at det nu skulle handle om folkeskoleloven.

Først fortalte Ole Skov lidt om sig selv, blandt andet at han startede på Musikvidenskab i 1974, men blev efter to år træt af at høre ”borgerskabets børn” fortælle ham, en selverklæret dreng fra arbejderklassen, om Marxismens velsignelser.

Folkeskolereformens er ifølge Skov bygget på flere søjler:

De dygtige skal være dygtigere – det skal de mindre dygtige også.
Den sociale arv skal brydes!
Der skal ske et overordnet kompetenceløft hos lærerne, i det, de underviser i.
Fagenes fællesmål omskrives så de bliver klarere og det er mere tydeligt.

Foredraget omhandlede noget, som var lysende relevant i mange af de tilstedeværendes hverdag, nemlig samspillet mellem den enkelte skole og den kommunale musikskole. I dag kan musikundervisning på skolerne starte ca kl 12, og børnene kan gå i SFO, til musikundervisning og komme tilbage til SFO. Dette vil ikke længere være muligt på samme måde, når folkeskolereformen træder i kraft efter sommerferien.

Ser man på musikundervisningen de to steder dukker et paradoks op: På musikskolen underviser en højtuddannet lærer en enkelt elev af gangen, og på folkeskolen underviser en lærer op til 25 elever af gangen. Både folkeskolelærere og musiklærere oplever at de står midt i dette paradoks.

Ole Skov var fortaler for, at musikundervisningen i folkeskolen i højere grad samarbejdede med musikskolerne. Men der findes ikke nogen nem løsning. Hvis man har gået på konservatoriet, kan man ikke automatisk løfte den opgave, at skulle stå over for en 1-klasse med 25 elever i første klasse. Dette vil komme til at kræve et kompetenceløft i meget høj grad.

Fremtidens dygtigste musiklærere er for Ole Skov de, der også vil kunne undervise i folkeskolen.

Efterfølgende debat

Meget af den efterfølgende debat drejede sig om dette spørgsmål, og det var tydeligt, at folk fra begge lejre, både folkeskoler og musikskoler, var berørte af dette. Det var tydeligt at mærke, at der ikke var tale om fraktions-dannelser og ”os mod dem”. Alle var interesserede i, at musikken, og kvaliteten af musikundervisning, skulle styrkes for alle børn. Den fælles interesse var at opbygge bedre musikalske kompetencer i børn, og at styrke det samlede kunstudbytte.

Dette er blandt andet sket gennem projektet ”Fællesskaber for alle” i Aarhus Kommune, kunne en deltager fortælle. I Horsens har der været forsøgt to lærere i musiktimerne, en fra konservatoriet og en fra seminariet. Men det er der er ifølge Ole Skov ikke råd til at betale, på overordnet sigt.

Flere debattører lagde vægt på værdien af musikken, og den indflydelse det har på os som individer. Hvor er vores morgensang? Hvor er værdien af det enkelte menneske? ville én vide. Grundtvig ville rotere i sin grav hvis han så, hvordan vi er ikke er samfundsborgere, men samfundsrobotter hvis livsværk er at bidrage med vækst til konkurrencestaten.

En repræsentant fra Musiklærerforeningen og forlaget Dansk Sang meddelte, at niveauet på seminarierne gennem lang tid havde været faldende. En stor del af noderne fra Dansk Sang, der henvender sig til musiklærere der ikke har særlig store kundskaber, og som er blevet indsat som musiklærere, fordi skolen mangler en, og ikke har en ansat. Omvendt oplever de skoler, der har engagerede undervisere ansat, at de brænder ud efter kort tid.

Et par løsninger blev foreslået:
Skolen kan lave sin egen målsætningsstrategi, og fastsætte rammer for, hvordan man ønsker at have udbytte af musiktimer.
Konservatorie-uddannede har mulighed for at få didaktiske kompetencer gennem efteruddannelse på VIA.

Det var en diskussion der gav en masse gode bidrag, og folk fra begge uddannelsesveje fik luft for deres tanker. Den fælles opgave ligger i fremtidigt samarbejde, og på ikke at skabe en ”dem og os-tankegang”.

Personlige tanker

Jeg savnede en klar stemme fra mit eget fag, nemlig musikvidenskab. Musikvidenskab beskæftiger sig ikke decideret med en didaktisk fagtradition, og henvender sig undervisningsmæssigt mest til gymnasier.

Men hvis musikvidenskaben skal være med til at trække sin del af læsset, bør den kunne træde ind i disse faglige diskussioner. Det er en musikvidenskabelig opgave arrangere konferencer som disse, men det er også en musikvidenskabelig opgave at tage udbyttet af disse konferencer og oplæg med videre, og være med til at bidrage til fagligt baserede løsningsforslag.

Musikvidenskab blev af oplægsholdere og debattører, med undtagelse af Ole Skov, ikke nævnt med et eneste ord. Kan dette være udtryk for en forglemmelse, eller spiller musikvidenskab ikke en rolle for de involverede parter?

En stor del af ansvaret for at blive hørt og anerkendt som ligeværdig medspiller ligger hos musikvidenskabsfeltet selv, og vi har et ansvar for at sørge for at komme til orde, være involveret og om muligt komme med modeller for fremtidige perspektiver. Selvom faget står uden for en didaktiske fagdisciplin, har Musikvidenskab, og det analytisk og humanistisk baserede begrebsapparat, mulighed for at kunne bidrage med meget i situationer som denne.