“Now following!”

Har fået et “follow” tilbage fra guitaristen Bumblefoot, efter jeg begyndte at følge hans feeds på Twitter.

Det, at en af mine yndlingsguitarister nu har mulighed for at følge med i mine udgydelser på dansk opvejer næsten, men kun meget lidt, den skuffelse jeg følte, da det gik op for mig at jeg gik glip af en clinic med ham ved hans besøg på Copenhagen Guitar Show i denne måned.

Jeg befandt mig ellers i København, og besøgte venner jeg ser alt for sjældent, men havde intet hørt om det.

Jeg følger åbenbart ikke med, siden jeg er gået glip af sådan et event. Eller også er det endnu et eksempel på en kedelig tendens i musikverdenen – at der eksisterer så mange forskellige underdivisioner, der alle beskæftiger sig med musik, som så ikke formår at tale med hinanden. En masse fingre på den samme hånd, om man vil, men for at hånden fungerer skal der være et godt fælles samarbejde.

Nå. Bumblefoot er en guitarist, der siden 1995 har udgivet plader, enten under dette pseudonym eller under sit borgerlige navn Ron Thal.

Han er specielt kendt for brugen af båndløs guitar, som han spiller på med stor opfindsomhed og et højt teknisk niveau. Som i denne bluessang fra pladen 9.11:

Manglen på bånd på guitaren gør det let for ham at lave glidende bevægelser, slides, der lyder som skud fra hans “strålepistol”.

Hans brug af tapping, hvor man spiller på gribebrættet med “den anden hånd”, altså den højre, hvis man spiller på en højrehåndsguitar, har han forstærket ved brug af et fingerbøl, noget jeg tænker man måske kan høre på denne vilde sang, der bruger meget tapping og slides:


(beklager den medfølgende video, det var den eneste version af sangen jeg kunne finde).

Bumblefoot har været kendt for at bruge en guitar, der forestiller en blanding mellem en fod og en bi. I denne video kan man se den:

Der er link til et interview og en video med Ron Thal inde på Copenhagen Guitar Show’s Facebookside:

https://www.facebook.com/CopenhagenGuitarShow

Alt i alt synes jeg, at mange af de ting Bumblefoot laver er sjove og vidunderligt innovative på guitaren. Der er også nogle af de ting han laver, jeg synes er dødkedeligt, og for tæt knyttet til en speciel slags stil, enten neoklassisk, funkrock, samba eller andet. Han opererer med mange forskellige stile, men det er når han er sig selv, og tør være mest vanvittig, jeg synes han er bedst.

———–

I dag skal jeg have midtvejs-evaluering fra ledelsen her på Aarhus Musikskole, hvor jeg er i løntilskud. Det glæder jeg mig til. Weekenden byder på musikalsk fest i aften, og øvning og læsning lørdag og søndag.

God weekend til alle.

<script type=”text/javascript”>

var _gaq = _gaq || [];
_gaq.push([‘_setAccount’, ‘UA-37623208-1’]);
_gaq.push([‘_trackPageview’]);

(function() {
var ga = document.createElement(‘script’); ga.type = ‘text/javascript’; ga.async = true;
ga.src = (‘https:’ == document.location.protocol ? ‘https://ssl&#8217; : ‘http://www&#8217;) + ‘.google-analytics.com/ga.js’;
var s = document.getElementsByTagName(‘script’)[0]; s.parentNode.insertBefore(ga, s);
})();

</script>

Replik til Lasse D Hansen

Teoristuderende Lasse D. Hansen skrev et langt svar til mit diskussionsoplæg “Teori eller Ej?” i sidste uge. I det følgende takker jeg ham for at have deltaget i debatten, lufter yderligere et par tanker om brugen af musikteori og derefter den institutionaliserede kunsts rolle i nutidens samfund. Til sidst lidt om, hvor jeg mener min blog passer ind i dette forhold.

Hej Lasse.

Tak for dit lange og velskrevne indlæg, som jeg blev rigtig glad for at læse. Det er rigtig fint at finde ud at andre mennesker gør sig nogle tanker om samme emne, og har overskud til at deltage konstruktivt med deres tanker og idéer, også med fremmede som man kun har kendskab til over internettet.

Jeg er enig i dit argument for at musikteori i højere grad kan tænkes som stilstudier. Derfor er det nærliggende at finde en, der holder sig mest stringent inden for den bestemte stils rammer, Bach for eksempel. Det er komponisterne, der har skabt musikken, og det er op til undervisere og forskere inden for komposition, teori og musikvidenskab at sortere og definere denne stil.

Det er også klart, at nogle ting skal der arbejdes med, inden man kaster sig ud i det. I moderne rytmisk musik har det siden senest Bob Dylan været nok med tre akkorder og noget på hjerte. Skal man udfolde sig inden for andre, mere krævende, stilarter, skal disse tilegnes, og det kan jeg sagtens følge dig i, kræver en arbejdsindsats.

Her bliver musikteorien, som du netop siger, et redskab. Og en mureske er ikke noget værd, hvis den hænger på et søm ude i garagen. Som komponist er din rolle at skabe dit eget udtryk, på baggrund af et kendskab til disse redskaber og begreber. Du SKAL lige netop komponere en fuga anno 2013!

Jeg har, i alt beskedenhed, tænkt denne blog som et rum, hvor der er mulighed for at kombinere det højstemte og det lødige. Her kan der være plads til alle de forskellige tendenser du nævner, og der kan også være plads til popmusik.

Fremmedgørelse i musikteorien? 

Jeg håber du vil tillade, at jeg fører diskussionen lidt videre, selvom den nok kommer ud over startgrundlaget. En af mine hovedinteresser i musikvidenskab er, hvordan man bruger sin viden, i dette tilfælde musikteori.

I ret meget af musiklivet i Danmark ser jeg modsætninger, der begynder allerede i de yngste klasser. En musikundervisning enten på musikskole eller også bare i folkeskolen, hvor det sidste kan være mangelfuld undervisning, hvor det ikke er den gode vilje, men prioritering og økonomi, der mangler.

Herved kan der desværre opstå et A- og B-hold, de der kan bruge musikteori og de der ikke kan. Senere hen sker en yderligere opdeling i enten klassisk eller rytmisk musik.

I den såkaldte ‘musikalske fødekæde’, musikskole, MGK og derefter konservatoriet, er det de få, der kan gå videre. De, der går videre og ender på konservatoriet, er beskyttede, har frihed til og opfordres til at udfolde sig og skabe. Resten overlades til markedskræfterne og må skabe deres eget.

Musik og Lydkunst?

Jeg har været til koncerter på konservatoriet, hvor der har været et højt abstraktionsniveau i kompositionerne. Det er helt sikkert kompositioner på højeste plan. Men ofte bliver jeg ved at lytte til dem fanget af en følelse af fremmedgjorthed i stedet for nydelse, jeg bliver mindet om over hvor lille en rolle denne type musik spiller i det store musikbillede i Danmark, og det er nedslående.

Ofte hører jeg kompositioner der fokuserer på klang og rytme og slet ikke på melodi og harmonik, i bredeste forstand. Esoterisk anlagte udfoldelser der passer til tiden efter det moderne sammenbrud, men som desværre, efter min mening, fejler i en musikalsk appel. Ikke fordi det skal være folkeligt eller underlødigt. Musik må gerne være avantgarde, helt bestemt. Og det må gerne fungere på præmisser, den helt selv definerer.

Denne anmeldelse af den nyligt afholdte LAK-festival, en festival for moderne musik og lydkunst, kan måske beskrive hvad jeg mener:

http://passiveaggressive.dk/femten-nuancer-af-gra-og-myrekrig-pa-lak-festival-2013/

Anmeldelsen beskriver de kæmpestore rammer for, hvordan man definerer kunst og lydkunst i dag. Hvor har musikken og appliceringen af musikteori sin plads i dette virvar af samples, sjove stemmer, lydkunst med sand og lignende? Er den moderne kompositionsmusik henlagt til en fremtid på parnasset, indforstået brug af teoretiseringer, enten af musikalske eller postmoderne teoribegreber, abstraheret fra det folk den burde kunne nå?

Du og jeg er helt sikkert enige om, at der findes mængder af vidunderlige musikgenrer, der bygger på lige så vidunderlige musikteoretiske principper.

Spørgsmålet er måske snarere, hvordan man sikrer bedst mulig adgang til denne viden. Eksempelvis i gymnasiet eller folkeskolen. Og hvordan man derved sikrer, at principperne ikke gror fast i historien, men bliver ved med at være levende redskaber, der sikrer en musikteoretisk praksis, som ikke kun er for de indviede.

Hvad kan “Musikvidenskab i dag”?

Et af formålene ved min blog er at beskrive den levende brug af redskaber, når de dukker op i min nærhed.

Her synes jeg sådan noget som brugen af Stravinskijs balletmusik som afsæt for et nyt bigbandværk er et oplagt eksempel: https://musikvidenskabidag.wordpress.com/2013/09/16/nyskrevet-forar/

Jeg synes at der kan være idé i at spille julesangene i andet end de allermest kendte variationer:  https://musikvidenskabidag.wordpress.com/2013/01/12/julens-musik-man-selv-kan-spille/

Og jeg synes ikke der er noget i vejen ved at skrive om Disney Sjov, hvis man føler der her er en musikform der rammer på en original og uventet måde: https://musikvidenskabidag.wordpress.com/2013/10/16/amerikansk-bornemusik-nar-det-er-bedst/

Igen, tak for dit indlæg. Jeg er super glad for at du gad at skrive. Måske kan du bruge disse overvejelser til noget.

Peter

Amerikansk børnemusik når det er bedst

Hvis der nogen sinde kan have været professionel integritet tilknyttet denne blog og mit forhold til det musikvidenskabelige felt, kan det risikere at fordufte fra i dag af. Jeg kaster mig nemlig frådende over noget så underlødigt som sange fra en Disneytegnefilmsserie. Hvorfor? Fordi det musikalsk både er god kvalitet, og fordi det også er drønsjovt!

I Danmark har vi en lang og god tradition for god musik i børnefjernsyn og film, dateret mindst tilbage til 1960’erne. Nogle af mine favoritter er sangene fra Cirkeline og andre Jannik Hastrup-produktioner, Kaj og Andreas udsendelser og udsendelserne i firserne med Tom McEwan og Jess Ingerslev har alle leveret god musik, med solidt musikalsk håndværk i bagagen og et tekstmæssig indhold der både er pædagogisk stimulerende og får børn til at synge med, og tit også indeholder en dybde eller humor der kan underholde voksne.

Hvis man tænker på Disney’s udgivelser kommer de fleste nok til at tænke på storslåede ballader og svulmende sange fra film som Junglebogen, Løvernes Konge, Aladdin og hvad alle disse Blockbusters ellers hedder.

Men jeg er blevet vild med tegnefilmsserien “Phineas & Ferb”, blandt andet på grund af alt det musik, der er i serien! Musikken har form af sange, der optræder i de korte film, og der er mindst én sang i en 10 minutters episode af Phineas & Ferb.

Skal man analysere disse sange samlet, vil jeg kalde stilen for Power Pop, en genre der i nutiden er bedst kendt fra amerikanske bands, men som har sit udspring også fra engelske grupper som The Beatles og The Who. Det er kendetegnet ved, at der holdes fokus på traditionel rockband-formation, guitar, bas, trommer og sang, og at formleddene også er temmelig skarpt defineret, i vers, omkvæd, bridge og lignende.

Sangene lyder med andre ord som popsange, som noget vi kender.
Der, hvor afvigelserne sker i Power Pop, er den store form for eksperimenteren der foregår både i tekst og i harmoniseren. Det sker i det skjulte og det uventede, og det har form af et lille, stilistisk schwung, en slags ekstra krydderi der gør at lytteren føler, at netop DENNE sang er en perle, at denne sang har noget uventet og spændende at levere.

Dette sker i højeste grad i Phineas & Ferb-serien, og jeg frydes over den store variation, der er i sangene. Det er tydeligt at se, at der er brugt mange kræfter på musikken, der aldrig taler ned til målgruppen men i stedet leverer korte, små stykker underholdning, som både børn og voksne kan være fælles om.

Derfor har jeg lavet en top 20 af mine favoritsange fra serien, der præsenterer et væld af stilarter, tekstmæssige emner og emotionelle rammer, der bliver leveret på en sjov og ny måde, og tit kun på max. halvandet minut.

Jeg er bevidst om, at Kelly Osbourne har lavet en lignende opremsning. Enhver lighed mellem min liste og hendes, eller mellem mig og hende for den sags skyld, er utilsigtet fra min side.

Her er listen, startende ved nummer 20:


20. Her er der en musikalsk trio, klædt i bedste 60’er-stil, der på fornemmeste vis beskriver forholdet mellem Doofenshmirtz og Perry – noget af det vigtigste i livet er at have en Nemesis!


19. På samme måde som Næbdyret Perry er min ven, er Candice ven med anden Momo. Det her er en hyggelig sang og har den fine linje “When life throws egg I know how to Duck!”


18. I denne episode har forfatterne lavet deres version af ‘Troldmanden fra Oz’, og The Yellow Brick Road er blevet til “The Yellow Sidewalk”.


17. Phineas og Ferb har mange venner, blandt andet den indiske dreng Baljeet, der her får sin egen sang i klassisk, indisk Bollywoodsetting. Sangen slutter med det evindelige spørgsmål: “Hvor er Perry?”


16. Som en ægte helt har Perry sin egen introsang, der nogen gange bliver sunget. Her er der indskudt en enkelt linje – hvis nogen har taget en fez på, skal det selvfølgelig nævnes!


15. Isabella er vild med Phineas, men Phineas tænker ikke på romantik i byernes by, han tænker kun på at skaffe reservedele til flyet. Dette giver nogle ret underholdende og originale tekstlinjer i denne fine sang.


14. Vores venner sejler i en ubåd, inde i storesøster Candice’s blodomløb. Dette giver rig mulighed for at fyre referencer til Beatles’ “Yellow Submarine” afsted.


13. Denne gang igen på udflugt i Candice, men nu i hendes underbevidsthed, der er et skræmmende og dramatisk sted at være.


12. Doofenschmirtz har lavet sit eget onde imperie. Men er nationalsangen helt som han vil have den?


11. Phineas og Ferb og Slash på en scene sammen. Ingen yderligere kommentarer.


10. Tak til Phineas & Ferb for at lære os, hvad den yderste del af snørebåndet hedder. Her er der ekstra Power med i poppen, i form af en dejlig akkordvariation til sidst i rundgangen.


9. Der er godt med gas på den firserinspirerede synth-pop her i denne sang, der også har en kraftig vokallevering, et stil der også kendes fra denne type musik.


8. Vi bygger og bygger. I denne sang kan man høre masser af lag fra forskellige stemmer, der kommer ind i verset over den gentagende rundgang. I omkvædet holder stemmernes forskelle op, og alle synger med på samme tekstlinje.


7. En af de bedste ting, drengene ved, er sommer. Her opsummerer de alle sommerens lyksagligheder i en sang, der indeholder bemærkelsesværdigt mange forskellige formled.


6. Kompositionen er i højeste gear i denne korte showstopper, hvor hele big bandet spiller med.


5. I denne rap bliver teksten uforvarende opfattet som protest mod samfundet. I virkeligheden mener Doofenschmirtz slet ikke noget ondt med hvad han synger, men det er andre mennesker der tolker hvad “Næbdyr” står for.


4. Her er der gang i den episke heavy rock med et ironisk glimt i øjet, lidt i samme over-the-top stil som Tenacious D, og før dem Queen og Judas Priest.


3. Drengene er på tur i Afrika og laver deres eget køretøj. Denne sang er sprængfyldt med handling og der er masser af action i musikken også, endda et fint lille heavy metal guitarbreak til sidst.


2. Anden bedste sang på listen bliver leveret Carl-Karl, der bliver ramt af en ondskabsstråle og bliver til superskurk. Han drømmer dog stadig mest af alt om at klare sig godt gennem sit praktikophold, og få nogle ekstra meritter.


1. Højdepunktet i denne liste har masser af både power og punk. Der er en positiv og spændende stemning igennem hele sangen, der er masser af forskellige formled, og de leder alle op til den ultimative forløsning, omkvædet, der kommer forholdsvist sent inde i sangen, efter mere end 1 minut.

Det var alt for denne gang! Jeg er helt power-poppet ud…

Her kommer introsangen i en karaokeversion, så kan man selv synge med!!!

Teori eller ej?

Tak til de mange nye læsere, som er hoppet på bloggen. Der er kommet FIRE nye likes på facebooksiden siden i går. I dagens Danmark er det GULD værd!!! 🙂

Blot et lille kort indspark her til morgen.

I sidste uge kiggede vi på blogs der også præsenterer musikvidenskab. En spændende blog tilhører Ethan Hein, og jeg faldt over dette indlæg.

http://www.ethanhein.com/wp/2013/against-music-theory/

Overskriften, der er inspireret af Susan Sontag, åbner op for spørgsmålet: hvorfor skal man lade analyseværktøjerne være eneste parameter for analysen, og derved annullere enhver følelsesmæssig fortolkning, som – i dette tilfælde – et musikalsk værk kan give en lytter.

Eksemplerne er mangfoldige, hvis man kigger på klasseundervisningen indenfor gymnasier og universiteter i både Danmark som i udlandet. USA er vel mere knyttet til rigorisk analyse end Danmark, men begge steder bliver man undervist i, at noget kan være Rigtigt eller Forkert, specielt inden for koralharmonisering og andre øvelser i stemmeføring.

Heins pointe er, at teoribegrebet bruges forkert:

“Good music theories are descriptive, rather than prescriptive”, eller med andre ord, teorien følger EFTER musikken og eksisterer ikke forud for denne.

Derved adskiller musikteoribegrebet sig fra naturvidenskabelige forestillinger om teori, hvor teorier beskriver universelle fænomener der altid gælder:

“The rules of quantum mechanics or thermodynamics are universal and unvarying. But the rules of music are culturally contextual, and they evolve over time.”

Det, man er fanget i, er altså, at det, der undervises i, ikke stemmer overens med den nuværende kulturelle kontekst. Som elev lærer man om rigtigt og forkert, men det er en historisk overlevering der ikke har rod i nutiden.

“When one of my theory professors played us an example of “bad” voice leading, moving an entire major chord in parallel up a whole step, the classroom lit up with pleasurable recognition — it sounded exactly like the opening phrase from “I Want To Hold Your Hand” by the Beatles. If a classroom full of musicians likes something that’s “incorrect,” who’s wrong, the musicians or the rule?”

Jeg tænker, at man ud fra dette blogindlæg kan stille spørgsmålet:

Bruger vi begrebet TEORI forkert, når vi snakker om Musikteori? Kan og bør vi i stedet udelukkende tale om stil, genre og former for analyse, i stedet for at omfatte musikalske værker i en altomfattende, vestlig harmonisk teorianalyse.

Hvis I, læsere, selv spiller musik, har I måske lyst til at svare omkring jeres brug af musikteori: Hvad har viden om musikteori betydet for jer? Hvad godt gør det, og hvordan bruger I det? Bruger I den viden omkring rigtig og forkert stemmeføring og harmonisering, man modtager i klasseværelset?

Bør vi fortsat undervise i musikteori, og hvordan ser I dette begrebs rolle, både i gymnasiet og universitetet.

Øver nu: Steve Vai – Sex and Religion

Herved introduceres et nyt segment på bloggen. Jeg spiller guitar, klaver og synger også lidt. Jeg elsker at lære nyt og låner ofte nye noder for at udforske ny musik. Overskriften “Øver nu” vil jeg bruge hver gang jeg finder nogle sjove noder, til at omtale kunstnerne bag  eller til at præsentere musikteoretiske detaljer, eller andre ting.

Steve-Vai-Sex-Religion

Steve Vai er legendarisk indenfor moderne elektrisk guitarmusik, og hans vej til stjernerne er folkekendt blandt guitarister: Som teenager sendte han uopfordret en transkription af noget af Frank Zappas sværeste musik til ham. Zappa blev imponeret, og Steve fik en plads i hans band. Derefter fortsatte karrieren støt, og Vai overtog pladsen efter Yngwie Malmsteen i bandet Alcatrazz, og blev lead guitarist i David Lee Roths band efter han gik solo fra Van Halen.


Vai fortæller om sin tid i Frank Zappas band.

Efter grundstenene var lagt, var tiden inde til at skabe en solokarriere som så mange andre “superguitarister” før ham. Efter to plader med fokus på guitarspil udgiver Vai i 1993 Sex & Religion, der gør større brug af rockband. Her medvirker Terry Bozzio på trommer, der også spillede med Frank Zappa, bassisten Thomas Michael Stevens og Devin Townsend på vokal. Vokalen fylder generelt meget i dette band, og den 20-årige Townsend markerer sig som en exceptionel rocksanger. Senere skulle han danne bandet Strapping Young Lad samt udgive soloplader, og  Devin Townsends evner og ekstreme stil er for mig en vigtig grund til at denne plade er fantastisk.

På en måde kan Sex & Religion deles op i to dele, delt mere eller mindre på midten – den skulle i følge allmusic være udkommet på noget så eksotisk som kassettebånd. På side A er vi i høj grad i starten af halvfemserne, med en ekstremt farverig blanding af heavy rock og en art funk til følge. Der bliver kørt frisk igennem på “Here and Now”, der er kosmiske kærlighedserklæringer på “In My Dreams With You” og der er politisk eller prædikende groove på titelnummeret. Det er numre, som er temmelig ordinære rent formmæssigt, men de bliver leveret med så stor energi at man helt mister pusten.

Side B starter med en kort instrumental sang og derefter ‘tribal funk’-nummeret “Survive”. Men allerede fra næste nummer, “Pig”, er der helt andre boller på suppen. Alt den høje intensitet, der har været på pladen indtil nu, har fået trykkogeren til at eksplodere, og det gør den i en solid gang spirituelt gearet progmusik.

I slutningen af “Pig” begynder Vai at lege med guitaren, mere end han har gjort før:

SPMFF164013101409140_0001

Der er godt gang i de alternative nodebeskrivelser hen mod slutningen af “Pig”

Næste sang, “The Road to Mt. Calvary”, består mest af lyde af en kvindes skrig og synthesizer akkorder, og efter dette eksploderer bandet i sangen “Down Deep Into The Pain”, en sang der bygger på pladens semi-kristne ‘smerte’-tema. I disse otte minutter er intensiteten i højeste gear, og på intet sted på får man lov at slappe af. Specielt ikke i Bridge-stykket, der er en serie af dur-akkorder, der rykkes parallelt kromatisk op og ned i en melodi, der går på tværs af sanglinjen (starter 1:24 inde i sangen):

SPMFF164013101409141_0001

Siden med de parallelle dur-akkorder

Før soloen er der spændende kontrapunkt og kontrasterende intervaller, og der er mange forskellige instrumenter i gang. Efter guitarsoloen gentages bridge melodien gentages mens der spilles udholdte toner vredet ud af guitaren, og lyden af skrig kommer igen. En kort melodi, en bas der eksploderer, og vi er tilbage i omkvædet. Efter dette er der et langt stykke med talte stemmer der beskriver noget der minder om religiøs vækkelse. Man hører blandt andet kvinder og mænd stønne. Mod slutningen vokser instrumenteringen og gør brug af endnu flere instrumenter, og til sidst lyden af en fødsel, og noget jeg kun kan få som en ko, der muh’er (!).

Lyt til Down Deep Into the Pain her:

Næste sang, der slutter lp’en, er forløsningen og afslapningen efter fødslen. Rescue Me or Bury Me hedder den, og den indeholder en lang, vedvarende guitarsolo, en slags sidste åndedræt inden pladen slutter.

For mig som guitarist er det helt sikkert pladens A-side, jeg får mest ud af at øve og spille. Der er meget godt at hente ud af de spændende facetter i Vai’s guitarspil, både riffs, brug af originale akkorder med åbne strenge og rytmisk placering og groove i både formled med sang og soloer.

Men det klæder Vai usigeligt med en sådan gennemgående følsomhed for det intense og det spirituelle som han bygger en kompliceret progressiv rock på, noget der for alvor tager form i slutningen af pladen. Og hvor meget af hans (og andre superguitaristers) output er metervare-ekvilibrisme er dette her en intens og meget spændende plade, som jeg nyder at vende tilbage til engang i mellem.

Og så er bandet også en bande ‘lookers’. Lad os slutte med en video der viser dem live i et amerikansk tv-show. Hver enkelt medlem har et helt klart image, og tingene stritter i mange forskellige retninger.

Et synligt eksempel på hvad der også skete i øvelokalet, og som måske var grunden til at samarbejdet ikke holdt og Vai efter dette koncentrerede sig om at arbejde mere solo og mindre i band.

God øver!

Musikvidenskab andre steder på nettet – Anbefalinger!

Musikvidenskab er et stort emne, og der er mange rundt om i verden, der skriver om det.

Jeg følger gerne med i andres blogs og skriverier, blandt andet for selv at få inspiration til nye blogindlæg.

I Danmark har der været et par stykker, jeg har været glade for at følge, men de er desværre blevet inaktive.

www.musikvidenskab.dk er ikke blevet opdateret siden 2011, men er en blog der stadig indeholder underholdende artikler og masser af links. En stor del af inspirationen til denne blog er fra http://www.musikvidenskab.dk

Det Virtuelle Musikbibliotek er nede. Jeg skrev en mail til det Kongelige Bibliotek og fik svar fra førstebibliotekar Anne Ørbæk d. 09/09, og hun kunne desværre ikke give et eksakt tidspunkt, men svarede at de arbejdede på at få den op at køre igen.

Her er et par internationale blogs, som jeg vil anbefale:

http://musicologynow.ams-net.org/ – “Musicology Now” er en blog tilknyttet American Musicological Society. Bloggen er meget aktiv og bringer ofte artikler om emner inden for Musikvidenskab.

http://paulcarrmusings.wordpress.com/ – Paul Carr underviser i Musikvidenskab og skriver om sine overvejelser. Desuden er han, ligesom jeg selv, en stor Frank Zappa fan.

http://chacewall.wordpress.com/ – “Hearing is not listening” er en nystartet blog, men bringer artikler inden for et bredt spektre.

http://musiccompositionnotationsoftware.wordpress.com/ – skaberne af et kompositionssoftware deler deres tanker om musik og dets forhold til teori og teknologi.

Og på falderebet vil jeg nævne en kollega på Aarhus Musikskoles nyoprettede onlinetidsskrift, www.skvulp.com, der beskæftiger sig med Musikpædagogik.

Jeg er meget interesseret i at høre jer læsere, hvis I har anbefalinger af andre blogs, eller måske endda podcasts.

Det kunne være om rytmisk, klassisk eller filmmusik, om pædagogik, teori, produktion eller sangsskrivning, eller andre emner.

Peter