Philip K Dick – Forfatter og elsker af klassisk musik

Jeg stødte på denne korte artikel, der beskæftiger sig med en af mine yndlingsforfattere, Philip K. Dick.

http://forteana-blog.blogspot.dk/2011/07/philip-k-dick-music-critic.html

Artiklen fortæller hvordan Dick elskede klassisk musik, og flere af hans bøger nævner klassiske værker.

En af Dick’s tidlige noveller er om preservationen af klassiske musikværker. En videnskabsmand søger at redde dem fra snarlig undergang ved at omsætte musikken til (kunstige) dyr.

Denne lidt pudsige fortælling sætter gang i to perspektiver, som artiklen også nævner. Jeg vil beskrive nogle af mine egne tanker om disse perspektiver.

Det første jeg kommer til at tænke på er måden, klassisk musik i fortællingen bliver reddet fra undergang på. Nemlig ved at nodemanuskriptet bliver søgt bevaret, og omsat. I den klassiske musik har det altid været det nedskrevne værk der er i fokus, og for en forfatter som Dick er det også noget, der er tæt på hans egen verden.

Det giver da også mere mening, at det er den nedskrevne kunst der bliver bevaret, snarere end artefakter som Liszt’s flygel eller Paganini’s violin. Men tanken om det ægte, færdigt bevarede værk er ofte noget, der hører det tyvende århundrede til, hvor forfattere som Dick fik deres værker massetrykt ét sted.

Ofte levede musikken stadig sammen med komponisterne, den blev omskrevet, revideret og trykt flere forskellige steder og der blev improviseret i forbindelse med dens opførelse. Præcis som i dag forventede publikum et show når de gik til koncert, og det fik de i heldige tilfælde.

Den anden ting, jeg er kommet til at tænke over i forbindelse med læsningen af denne artikel, er den sjove måde, hvorpå komponisterne bliver lavet til dyr. Mozart bliver påfugl, Bach bliver 48 små, sfæriske biller, Brahms som tusindben og Schubert som et græsfriskt lam.

Denne sammenligning grunder i vores egen opfattelse af komponisterne, ud fra deres kendteste værker. Og den antyder desuden noget om vores BRUG af den klassiske musik, som kan være nok så reducerbar: “Når jeg er glad, lytter jeg til Mozart, når jeg er vred, lytter jeg til Beethoven.” Den klassiske musik behøver som udgangspunkt ikke at være mere kompliceret end dette, og novellen har behov for lette beskrivelser, der kan danne billeder for læseren.

Når det er sagt, er der naturligvis mere til de enkelte komponister end deres personificerede fiktive arketyper. Dette vises også til sidst i novellen – og i artiklen – hvor Beethoven, repræsenteret som bille, kravler i sit hul og lukker døren i. Dette giver også en reference til musikkens mulighed for at overleve, udvikle sig og være omskiftelig med hensyn til de egenskaber, den bliver tillagt.

Jeg vil anbefale både artiklen og novellen til alle interessere læsere, der nyder science fictions fantasifulde leg med spørgsmålet “hvad nu hvis?”

God søndag

Peter

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s