Musik, lyd & kommunikation (del 1)

En del af formålet med denne blog er at give en beskrivelse af, hvad musikvidenskab er, på en måde, så interesserede kan få en fornemmelse af bredden af dette felt, og hvordan det kan opfattes som relevant i nutidige samfundssituationer.

Jeg vil i dette og to yderligere blogindlæg give mit eget bud på, hvordan man kan beskrive musikvidenskab. Dette vil jeg gøre ud fra navnet på kandidatuddannelsen ved Aarhus Universitet, hvor jeg blev færdig i august 2012. Den hedder ”Musik, lyd & kommunikation”, og musikvidenskab eksisterer for mig i et samspil mellem disse tre kategorier.

I dette indlæg vil jeg beskrive musikvidenskab ud fra nogle betragtninger omkring begrebet ”musik”, og i næste uge kommer næste blogindlæg, der drejer sig om begrebet lyd. Kommunikation kommer senere, og derefter planlægger jeg at beskrive det forskning, jeg beskæftigede mig med i mit afsluttende speciale.

Musikbegrebet

Det ligger lige for at sige, at musikvidenskab beskæftiger sig med studiet af musik, og intet kunne være mere rigtigt. Musikvidenskab knytter sig på denne måde til en æstetisk forskningsgren, hvor man på samme måde som kunsthistorie og litteraturhistorie er optaget af kunstnere og kunstværker.

Dette studie kan i princippet gå så langt tilbage i historien, som der har været musik til, men dette kan være en vanskelig opklaringsproces, der er influeret af fortidens tanker omkring musik.

Den græske filosof Boëthius, der levede fra 480-524, var af den opfattelse, at der måtte være tre forskellige slags musik. Universets musik, som han mener, er musik, der eksisterer i kraft af ydre elementers bevægelse. Specielt himmellegemers bevægelse, planeter, sol og måne.

Boëthius – en gammel filosof.

Den anden slags musik er for Boëthius den ”menneskelige” musik, en musik der ligesom universets er et udtryk for den harmoni og velklang, der eksisterer i verden. Hvor universets musik for Boëthius er et udtryk for harmoni i verdens gang og årstidernes skiften, er menneskelig musik et udtryk for det indre sjælelivs harmoni. Som nummer tre nævner han endelig den musik, der skabes ved brug af musikinstrumenter.

Når vi kan synes, at Boëthius’ tankegang er løjerlig, er det fordi musik gennem tiderne har haft, og stadig har, en status i vores opfattelsesmåde, der i bund og grund er ubeskrivelig. Willi Apel beskriver musik med et citat fra komponisten Robert Schumann, at ”Der er ikke noget felt hvor det er så vanskeligt at bevise grundbegreberne, som indenfor musikken.”

Schumann fortsætter, at hvor naturvidenskab kan beskrive verden gennem matematik og logik, litteratur og poesi gennem sproget og billedkunst og skulptur tager udgangspunkt i opfattelser af omverdenen, så står musikken alene som en efterladt forældreløs, og man kan ikke spore dens oprindelse til noget fænomen.

Absolut musik og programmusik

Vi kan tale og tænke om musik, men aldrig helt bestemme den, den repræsenterer kun sig selv, og argumenterer ud fra en eksklusiv, indre bestemt logik.

Dette dilemma har haft en relevant position op gennem musikkens historie, med fokus på forskellige problemstillinger. Op gennem det 19. århundrede var musikskribenter og komponister optaget af diskussioner omkring den opfattelse af to modsatrettede musikgenrer, programmusikken og den absolutte musik.

Programmusikken baserede sig på at give en beskrivelse i ord af, hvad musikken drejer sig om, eksempelvis ”De fire årstider” af Vivaldi, ”Sommerfuglen” af danske J. P. E. Hartmann, ”En nat på Bloksbjerg” af Mussorgsky og talrige andre værker. Overfor dette, stod den absolutte musik, der bestræbte sig på at holde ord og beskrivelser adskilt fra musikken, og valgte anonyme titler til kompositionerne.

I Disneyfilmen “Fantasia” er en række klassiske musikstykker sat til tegnefilm, heriblandt Mussorgskys “Nat på Bloksbjerg”, hvor en djævel fremmaner onde ånder.

Musik er alle steder

I det tyvende århundrede er spørgsmålene omkring ‘musikkens væsen’ også blevet behandlet, af flere forskellige komponister, og ofte influeret af avantgardistiske kunstretninger. Dette er for eksempel tilfældet med Karlheinz Stockhausens serielle kompositioner, der involverer tidlige elektroniske instrumenter, og hvor nummerorden og talrækker bestemmer musikken ned til mindste detalje.

Helt anderledes, men også opsigtsvækkende, er John Cages aleatoriske (”tilfældighedsbestemte”) musik. Cage var inspireret af fjernøstens filosofi og livssyn, og Cage og Stockhausen befinder sig i på en måde i hver sin ydergruppe af kompositionsmusik, som det så ud i midten af det 20. århundrede.

Rundt om på jorden eksisterer der millioner af udtryksformer, der alle kan kategoriseres som musik, fra perkussiv, rituel gamelanmusik i Indonesien, over Brahms og Lady Gaga, til bastung, minimalistisk techno på et dansegulv i Aarhus.

Det er efter min mening noget af det mest spændende ved at beskæftige sig med musik. Musik er noget, der på én gang eksisterer som en del af samtlige menneskers liv og kulturelle samvær, og musik er samtidig en manifestation, der kun er i stand til at blive udtrykt gennem sig selv og sit eget, uudgrundelige væsen.

Vil du vide mere?

Jeg har hentet eksempler i dette indlæg fra bogen ”Fra Platon til Stockhausen”, redigeret af Bent Olsen, udgivet på Munksgaard. Bogen består af en række korte tekster fra komponister og filosoffer, og teksterne er kommenteret med forslag til diskussioner eller spørgsmål, eksempelvis til undervisning i gymnasiet. Den har snart 40 år på bagen, men er stadig relevant i dag.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s