Det handler om at få det ud!

Jeg har altid haft masser af projekter i luften. Dem der har givet mig noget, har været dem, der har haft en eller anden deadline hængende over sig. Hvis man ikke bliver presset på tid, er der ingen grund til at gøre noget.

Den bedste måde at have en deadline på, er ved at gøre ting i selskab med folk. Du ved, du bliver nødt til at gøre noget, når der står nogen i den anden ende og regner med dig.

Noget andet er, hvis man skal gøre det selv. Derfor tillader jeg mig at være en lille smule stolt, hver gang jeg har lavet en video på min nye Youtubekanal, EllermannMusik. Af den simple grund, at der ikke er nogen grund til det – jeg kunne lige så godt lade være, intet afhænger af om jeg laver en video eller ej. Derfor giver det på en måde en masse mening for mig, når jeg får taget mig sammen og gjort det.

Den nyeste video er den første guitarsolo jeg har indspillet med Mac-computeren som kamera og min Blue Yeti som mikrofon. Selve aflytningen af soloen var ikke specielt svær. Opøvningen var svær, og soloen er en kraftpræstation. Jeg tog fejl undervejs, havde regnet med at soloen gik i 120 bpm, og opdagede at den gik i 128. Så måtte jeg tilbage og arbejde videre. Jeg opdagede til allersidst et sted, hvor guitaristen (jeg går ud fra at det er Michael Hardinger, men jeg er ikke sikker), spillede en frase på en anden måde end den, jeg havde optaget. Så et sted er tutorialvideoen anderledes end min optagelse af den.

Optagelsen af videoen har været et monster. Jeg brugte ikke manuskript i tutorialsektionen af videoen, og det gjorde, at flere af videoerne skulle tages om, en enkelt fordi jeg kommer til at sige “som sagt”, og derved refererer til en video, der er blevet slettet fra redigeringen. Det hele skal hænge sammen, jeg skal sidde på en bestemt måde, jeg må ikke komme til at sige “Øh!” eller fumle med ordene, og jeg skal lade være med at kigge ud af vinduet.

Jeg sad på grådens rand, da jeg øvede de hurtige fraser op. Af en eller anden grund kunne jeg spille dem, men bare ikke når kameraet var tændt. Optagelsen er derfor ikke tilnærmelsesvis perfekt, og jeg hænger i minimum to af de hurtige fraser. Men i det mindste er den i et one-take, og det er jeg tilfreds med.

Det handler om at få det ud, få det gjort. Det nytter ikke noget at sidde og vente på den dag, man kan gøre tingene perfekt. For perfekt kommer ikke af sig selv.

Mine knoer skriger til gud efter i dag, og det har virkelig været en lærerig måde at øve på. Jeg glæder mig mest af alt til at komme i gang med næste video.

Her kan I se den video, jeg har lavet færdig i dag:

Advertisements

Sommerferieprojekt – sangskrivning

Et kort indlæg med et par updates og gode nyheder. Jeg er blevet ansat som timelærer i musik ved Samsøgade Skole i Aarhus C, i et vikariat der strækker sig over et halvt år. Et besøg hos en ven, der til daglig arbejder som musiklærer i folkeskolen, gav rigelig inspiration, og blod på tanden, til hvad, jeg kan tilbyde de 2.-klasser, der venter efter sommerferien. Jeg vil bruge en del tid i sommeren på at planlægge forløbet.

Håber også på flere privatelever her i hjemmet i Lystrup, og har for nylig hjulpet en elev med optagelsesprøven til Musikvidenskabsstudiet. Det var et sjovt forløb, hvor vi både kom omkring sang- og klaverstykkerne, eleven havde valgt, og jeg underviste i hørelære, indstudering af sekunda vista-stykket, klappede rytmer og sang bladsang. Et intensivt forløb, og jeg var glad, da jeg fik at vide, at eleven havde fået besked på stedet om, at optagelsesprøven var klart bestået.

Desuden glæder jeg mig til at starte som bassanger i Viby Kirke, hvor jeg har fået stilling fra 6/7. 

Et andet af sommerens projekter vil være, at begynde at optage videoer til youtube, hvor jeg fremfører og fortæller lidt om forskellige stykker musik, som jeg synes er fantastisk, og samtidig vil jeg forklare lidt om musikkens begreber. Med andre ord en rigtig Youtube Kanal, i stil efter Chris Zoupas, men med udgangspunkt i mit eget musikalske ståsted.

Til sidst her i indlægget vil jeg fortælle, at jeg som mange andre kæmper med at få skrevet mit eget musik og få noget kreativt stablet på benene. Dette kan både være singer/songwriter, rock eller progressivt metal, og jeg elsker både at skrive tekst og lave musik. Det kniber med at få de to ting til at hænge sammen, og jeg ved at vejen er lang endnu. Men jeg prøver at nå lidt hver dag, og har blandt andet lånt bogen “Kogebog for sangskrivere” af Annette Bjergfeldt, som jeg har fået anbefalet at bruge.

For tiden lytter jeg mest til: Megadeth, Triptykon og Richard Thompson, og ellers sætter jeg en lydbog på. 

Lige nu er jeg mest glad for: At vi har fået persienner op i arbejdsværelset, så jeg kan arbejde om eftermiddagen uden helt at dø af varme, samt Copenhell.

Hej og god sommer

Peter

Chris Zoupa video rundown

This blogpost will also be in english.

In case you didn’t have an hour to watch the whole interview with Chris Zoupa of Learn That Solo, I’ve done a transcription of the topics covered in the interview, with “The Best Of” Chris’s answers to my questions:

How did you start making LTS:

“I was living with a guy who’s a motivational coach, and I talked to him about how I felt that a lot of youtube videos where of poor quality. His response was “if you feel, that you could do it better, then you need to prove it, and get started. Otherwise you’re wasting your talent.”

“I started LTS in 2012, and in the beginning it was very low key. I still remember the excitement of the 100th subscriber.”

“If you’ve got 10 subscribers, then every single subscriber you get is a massive moment for you. Someone on the other side of the world gives a crap.

On teaching and the guitar school:

“Being a guitar teacher and running a music school is not fruitful enough for me, creatively, because of bills, taxes and a lot of other hassle. I want to focus more on Youtube, and on creativity. I’ve always been teaching, and when I opened up the music school I was very excited. Now that Youtube has grown I want to focus more on this, the next stage.”

 

"Why only teach people, that live around the corner, when you can teach the whole world?"

“Why only teach people that live around the corner, when you can teach the whole world?”

On choosing the videos:

“At first I wanted to create attention with the songs I chose. Now that the number of subscribers has grown, people will pound on me. I’ve had people write to me like I owe them something – ‘I’ve asked you FIVE TIMES to do this song!’ – ‘We deserve it!’”

“Even my girlfriend pays attention to what people are asking for – ‘There’s a lot of people requesting Eruption!’”

“We try to look for the most relevant requests, but there’s sometimes that I will do something really hard and stupid, regardless if it’s going to get 100.000 views or not. For instance Wintersun, Children of Bodom, Yngwie Malmsteen or Jason Becker. Something that will push me out of my comfort zone.”

“If I was to only do stuff that are very formulaic, I would quickly get bored and stagnated. I also want people to see different sides of me, like when I did Django Reinhardt recently. To make people know, that they can request different things, I’m not a 2 dimensional heavy metal guy, I listen to all types of music.”

On preparing the pieces for video and transcribing the solos

“I always start from scratch, out of a conviction, that whatever tabs or other videos out there, I will be able to make it more precise. Maybe it’s a form of undiagnosed OCD, but I want everything to be perfect. I’ll start figuring out the chords and keys of the solo, and when it gets more problematic, I’ll use the audio program Audacity to focus on sections. I won’t digress on to the next section until the first section is up to speed.”

“Usually, once you know the chords of the song, the guitarist will solo within certain shapes on the fretboard. People will ask me ‘do you actually learn everything note for note’, and I do, but people will solo in a sensible way, there will be reason behind it.”

“People will ask me ‘how many hours a day do you practice?’ I may be holding a guitar for 10 hours a day, but that includes learning a piece, writing something or teaching. If I’m stuck on a piece of music, I’ll make that section into an exercise, until it gets up to speed.

“I’m feel like I’m wasting my time, if I spend it practicing something I’m comfortable with. Instead I will take something that I need to learn, divide it down into little chunks, and then practice maybe 12 seconds of music for as much as an hour every day. When I teach, I divide the solo into sections, which is as much information as I can take in, at one time. So in a way, I’m teaching the solo the same way I would like to be taught.”

“I need to be challenged, and the great thing about Youtube has been, that every day my to do list gets longer. There’s always something new to learn.”

About the recording session:

“Most of the time, recording takes place at the office of my school. I have the laptop, that I’m talking to you on, and a digital HD camera, and then my guitar and my amp. Every section of the solo will be done in a single take, and besides that I do an introduction and a ending.”

“I’ve recently started to add tabs, even though it’s a very big hassle. I have to figure it out, write the tabs, cut out the picture and insert it into the video. People don’t realise how much work that goes into recording a video – and I don’t have a crew, it’s just me.”

“When I make Youtube videos, even if it’s songs that I have taught before in the music school, I will go to greater detail to get it perfect. In Hangar 18, there are tiny nuances in Dave and Marty’s soloing, and I will nitpick, and try to making everything as good as I can.”

“I’ve realized at this point that I’m doing something that a lot of people think are awesome. Then comes the new challenge! It’s gotta be HD, it’s gotta be with tabs, it’s gotta be with tabs!”

“I have a much harder skin now, than I used to. If someone comments ”that bend was out of tune”, then yes, maybe they’re being very picky, but I can hear it as well. So I try to avoid it, and work on improving my playing. I don’t wanna think that I’m finished, there’s still things to learn and things I can improve on.”

“I just redid Symphony of Destruction. It was the first video I did. It was so funny to watch myself fumbling and struggling with the words, and in the end I was going “I’m not sure what goes on here”. There’s NO WAY I would do that today.”

Band and endorsements:

“The last band I was in, Belasira, didn’t even have an audition, they just wanted “that guy from Youtube”. We toured Australia and got signed to management in the US, and as we where about to leave, to death of my girlfriends mom made me stay with her, forcing me to leave the band.”

“Luckily I got to keep my endorsements from PRS guitars, that gave me an opportunity to buy three lovely guitars very cheap. I’m very happy and proud to be able to use them in my videos.”

Teaching:

“I’m going to start an online curriculum, with general lessons, within the range of beginners to intermediate, in the same niche of Learn That Solo, but this will not only be about ‘the cool part of the song.’”

“Skype lessons enable me to charge a lot more than normal lessons, because people have sought me out, and are more dedicated to being taught by me and learn very specific things.”

On earning money:

“My partner is working very hard on finishing her psychology degree, and it breaks my heart to know that I’ve arrived at a point where I can support myself doing the stuff I like, and she’s only halfway there. Supporting another person financially, and not just yourself, is a good goal to set yourself.”

On making videos that convey an element of discipline, ideals or otherwise:

“I have a student with a rare muscular disease, and he specified that he wanted lessons from me, a 45 min drive away. Because I seemed like a nice guy when he watched my videos, he explained. That was a really big moment for me, because that wasn’t anything I thought came through in the videos.”

“I have helped other guys who have contacted me, and not put it on youtube. The tutorial videos to Metallica’s Orion were dedicated to someone, to help him with a grieving process.”

“So I want to be portrayed as someone who has a sense of humour, but also as someone who gives a shit about being happy, letting people explore creativity and using music to improve quality of life.”

On Learn That Solo as a brand

“I don’t think about it that much. Learn that Solo is me, and it wouldn’t be the same Youtube channel if another guy was doing it. But it would be a lack if people started thinking of me as the Learn That Solo guy.”

On the future of Youtube videos – will people still post it in five years?

“There’ll always be kids posting videos of them playing, to get feedback from friends. And some of them will display real talent, like Brian Chew. I can’t see it snowballing anymore than it has, Youtube is already jampacked with shredders.”

On what makes him special:

“I think, without sounding too arrogant, what I have is a unique in that I’m determined to get things right. My ears are my gift. And when I get told ‘this video is the best on youtube, of all of them, it really means a lot to me.”

“I’m not going to be the greatest guitarist in the world any time soon, but I have got a lot of patience and I can convey things that might be convoluted in a somewhat concise way.”

On Youtube as a creative forum:

“I have a little exercise thing, that I call Solo Builders, that I do when I discover something awesome, a way of playing. I put it out there, and maybe people can do something creative with it. I’m friends with other guitar teachers on youtube, it’s not like we’re in competition with each other. I love youtube, and I love that people are putting something creative on there.”

On being creative and the new album:

“If you upload enough lessons, people will start to go “That’s great, but who are you, and what’s your deal?” You can’t just be some guy that’s really good at playing other people’s stuff, what do you create?”

“My new, original stuff is without doubt the best original material I’ve ever done. It’s going to be a bit modern metal and ‘djent’-based material, and a bit of the jazz and the rock I grew up with. I don’t want it to sound too virtuosic, or dated.”

“One thing that has been terrific is that a lot of guys have offered to do guest solos. If I do too much composition on my own, it will sound me regurgitating myself. I also team up with a bass player, and this helps me get a different set of ears on it. The guys that play solos will have a whole different way of playing, and they do something that I will never be able to.”

“I thought I’ll do the solo album, and then on the next album I’ll ask the guys to collaborate on it, but I thought ‘No! Just do it now!’”

Interview with Youtube Guitarist Chris Zoupa

Video

This blogpost will be in english.

The last couple months I’ve had a lot of time to practice the guitar. One of the most important tools for learning new songs, and improving your skills, is Youtube videos, and an evergrowing amount of videos out there can teach you skills, songs, solos or techniques to spice up your practice schedule.

One of the contributors, that quickly attracted my attention, was the guitarist Chris Zoupa and the site Learn That Solo. He teaches solos from famous songs, mostly in the metal genre, and often ones that require advanced techniques and excellent skill, something that Chris delivers.

When I asked him for an interview with Musikvidenskab i dag, he instantly agreed. I wanted to interview him to find out, how much work and effort goes into the recording of a solo.
As I try to explain in the beginning of the video, if all we had was the records and youtube videos, we wouldn’t know how much hard work goes into the music that we listen to.

In the interview, Chris explains how he goes about preparing and recording the song.
Besides this, he was also kind enough to talk about his aspirations as a musician.

We ended up with a talk about how Chris as a professional musician can use Youtube in a number of ways:
– as a way of learning and challenging himself, of pushing himself to take his playing to the best level he can
– as a way of connecting with others. Both with the viewers, and the excitement of having the first 100 subscribers. And also with other guitarists, some of which end up contributing to his coming solo album.
– as a financial support, and something that has enabled him to make money giving Skype lessons, has earned him endorsements with the famous guitar company PRS, and landed him a gig with his last band.

Please enjoy this video, even though the editing is obviously less than perfect, and I didn’t know what I was doing, and only discovered that you could “full screen” the recording in the end.

It’s a long video, and for the busy blogconsumer I will prepare a “Too Long, Didn’t Watch”-rundown of the best of what Chris answered to my questions.

Best wishes, Peter

Conchita Wurst og Eurovision – Musik er altid politisk!

Dagens indlæg kommer til at handle om Eurovisionfinalen i lørdags d. 9. maj, i særlig grad de efterdønninger der er kommet oven på Conchita Wursts sejr.

Dette bliver en kort replik, mest på grund af, at jeg føler at jeg har noget på hjerte i denne sag. På samme måde som Musikvidenskab i dag fra starten af har sagt fra over for musikjournalistiske trends, og ikke anmelder koncerter, plader og lignende, føler jeg ikke et ansvar over for folkestemningen og den verserende politiske dagsorden. Men here goes:

Efter sejren til Conchita Wurst (CW) i lørdags har flere politikere og debattører meldt kritisk ud i forhold til sangen. Der er tilsyneladende flere forskellige meninger om, på hvilket grundlag, andet end det musikalske, sangen vandt:

1) Sangen er et politisk manifest rettet mod kritikere af homoseksualitet, og den vandt udelukkende som en protest, rettet mod nationer med et undertrykkende syn på LGBT.

2) Sangen er en gimmick, og ellers uden musikalsk kvalitet. Den europæiske ‘hr. og fru Hakkebøf’ stemte på den, fordi “det er sjovt at se på en mand i kjole”.

Jeg vil mene, at begge disse argumenter kan have et gran af sandhed, men ikke nok til at det holder i retten. Argument nr. 2 er det letteste at modargumentere, da der hvert år er i hobetal af “gimmick”-sange, nok til at de ikke alle sammen kan vinde. Desuden er det ikke altid sådan, at det er gimmick-sangene der vinder.

I de fem foregående år, fra Alexander Ryback vandt i 2009 med sin berømte violin, og til Emmelie de Forrests “Only Teardrops” og irsk pennywhistle i 2013, har sangerne bag vindermelodier været bemærkelsesværdigt anonyme, altid pæne og karismatiske (specielt Emmelie!!!), men meget polerede.

Vinderne de andre år var Lena fra Tyskland i 2010, Eldar & Nigar i 2011 og svenske Loreen i 2012.

Her er links, og mange har vel, ligesom jeg selv havde, glemt de optrædende artister. De var nemlig skidekedelige, og langt fra gimmickbaserede sange, som Ruslands bedstemodergruppe med “Party for Everybody” i 2012.

Hvilket fører mig til argument nr. 1. Fordi for mig er det netop deri, grunden til kritikken fra mange debattører ligger. At musikken pludselig rammer et eller andet i os. Og at det på denne måde går op for os, at musik er politisk.

Hvad er politik?
I og for sig er alle samfundshandlinger at betragte som politiske handlinger, og når jeg går i Netto og køber toiletpapir, så er jeg politisk på én måde, når jeg køber uden giftigt blegemiddel, og på en anden, hvis jeg gør. Sådan kan man betragte politiske handlinger, som minimale interaktioner i hverdagen, som at sidde og tælle på knapper, og regne ud, om man har bedre samvittighed end naboen.

Langt vigtigere er de politiske handlinger, der kommer som lyn fra en klar himmel. Hvor vi bliver berørte, måske endda chokerede, og hvor vi får øjnene op for et nyt perspektiv. Fordi musik, og fremførsel af sange, er på denne måde politisk, det er en måde at fremføre en holdning på, et synspunkt. Musik er, at være aktivt til stede i en situation, at være fortællende og deltagende, en måde at indtage en talerstol i samfundet på, et virtuelt Speakers Corner.

Noget der kan sætte Wursts sang i perspektiv er den måde, den bliver fremført af en døvetolk:

http://www.dr.dk/melodigrandprix/Nyheder/2014/05/12125125.htm
Det er bestemt også en lettere affekteret personlighed, der skinner igennem i denne performance, men det er et eksempel på, at andre end Conchita Wurst kan fremføre samme sang, og stadig få den til at fremstå medrivende og følelsesladet. Det er musikken, det handler om, og det budskab, sangen kan give os.

Mit budskab med denne blogpost er, at det er, når vi ikke er klar over, at musik er et effektivt politisk middel, at den er allerfarligst. Til daglig omgiver vi os med så meget musik, at vi måske ikke er klar over, hvor meget en enkelt sang kan betyde. Vi bliver lullet i søvn, og en performer som Conchita Wurst river os ud, til visses store fortrydelse.

Det er, når vi ikke længere lægger mærke til budskabet i den enkelte sang, at vi trænger til performere som Conchita Wurst. Dette kan ske, fordi P3 spiller de samme sange om og om igen, og det sted, vi hører flest sange, måske i virkeligheden er reklameblokkene på TV2 og TV3, og ikke på plader eller iTunes. Ikke som bevidste valg, men som noget, vi får trukket over hovedet, så vi til sidst bliver udmattede, og dropper at gå på opdagelse i musikkens verden.

Det er, når musikken bliver underholdning, kapitalismens smøremiddel, der holder hjulene i sving, at musikken er allermest politisk, og det farligste redskab. Når vi ikke må, eller ikke længere kan, høre sangene.

Peter Tchajkowskij måtte hele livet skjule, at han var homoseksuel. 100 år senere er vi kommet videre til, at det ikke længere er skammeligt, men at man kan stå åbenlys frem på skærmen som mand i dametøj. Selvom det ikke er sådan alle steder i Europa, synes jeg at vi godt kan tillade os at være stolte af Conchita Wursts sejr.

Referat fra Heldags-SPOT. Kammermusiksalen, Det Jyske Musikkonservatorium, 02/05, 2014

Deltagerne ved dette års Heldagsspot samledes fredag kl. 9.30, hvor begivenheden startede. Først en kort velkomst fra Astrid Elbek, der til daglig er udviklingsleder ved Det Jyske Musikkonservatorium, og som fortalte om arrangørorganisationen, Videnscenter for Musik, og om de projekter der bliver sat i værks gennem denne organisation.

Læs mere om VFM her:

http://www.regionmidtjylland.dk/regional+udvikling/kultur/musik/videnscenter+for+musik

Morgensang og oplæg ved Jørgen Carlsen, forstander, Testrup Højskole

Jørgen Carlsen åbnede ligesom sidste år dagen, og det kriblede i ham, fordi han endnu ikke havde sunget morgensang. Vi sang ”Jorden har vendt sig en omgang”, med tekst af Poul Henningsen og musik af Bernhard Christensen, der har linjen ”Begynd du dagen med sang”.

Morgensangen bliver af mange uheldigvis set som en åbning, før man kommer til det egentlige, mente Jørgen Carlsen, og det kan være en del af grunden til at den er blevet skåret væk fra mange skoler. Det væsentligste, det er, at eleverne kan læse og regne, synes skolebestyrelser og skoleledere at tænke, og det går ud over sangen.

Ved blandt andet at komme omkring Percy Busshe Shelley’s værk ”Defence of Poetry” fra 1819 og Ove Kaj Pedersens bog ”Konkurrencestaten” (2011) argumenterede Carlsen for, at musikken i stedet skulle ses som en del af helheden – vi ER allerede i gang, når vi synger morgensang, nemlig i gang med at være til, at bevæge os ind på det legende felt, hvor musikken lever, og ikke kun fordi det træner pædagogiske færdigheder eller udvikler barnets finmotorik.

Konklusionen og klangbunden for dagens program var for Jørgen Carlsen, at mennesket er andet og mere end en funktion for samfundets konkurrencestat. Det har også driften efter at søge sin egen lykke, og dette må tilgodeses, sammen med produktionen. Dette argument blev leveret med stor humor, og på ægte højskolemanér mærkede man Jørgen Carlsen som en kilde til viden om mange ting, specielt dansk kulturhistorie.

Hvad sker der, når man lærer noget?” ved Knud Illeris, professor emeritus, DPU

Knud Illeris var Keynote speaker ved dagens program. Han indrømmede, at hans egen kunnen inden for musik var begrænset. Dette var et foredrag om pædagogik og indlæring. I starten af foredraget præsenterede Illeris desuden en række bøger, han enten havde skrevet eller været med til at redigere, blandt andet bogen “Læring i konkurrencestaten”, der lægger sig tæt op af det, Jørgen Carlsen netop havde argumenteret omkring.

Når mennesker indgår i en læringssituation, knytter de det nye, de lærer til noget, de allerede ved i forvejen. Hverken læreren eller den lærende har direkte kontrol over, hvordan den, der lærer, knytter nyt til kendt. Læreren kan i stedet tænke sandsynligheder igennem, og ved at tænke over, hvem det er, man kommer til at stå overfor, på denne måde forberede ”anknytningspunkter” i den kommende indlæringssituation.

Illeris kom i sit foredrag ind på ”læringstrekanten”, en model med to akser, der har form som et ‘T’. På den lodrette akse beskæftiger individet, der lærer, sig med omverdenen. Ud fra individet går den anden akse i to retninger, og beskriver at læring altid indeholder et indhold, til venstre side, og en drivkraft, ud af højre akse.

Indholdsaksen havde på Lektor Blommes tid massiv overvægt, hvor det hele var udenadslære. I forhold til drivkraft kunne Illeris fortælle en anekdote om tre yngre gymnasielærere, der underviste i Oldtidskundskab i udkantsdanmark, og som prøvede at fange elevernes interesse for faget ved at finde ”anknytningspunkter” fra stoffet og til elevernes hverdag. Resultatet blev, at eleverne lærte rigtig meget, der både var fagligt relevant, og samtidig fagligt selekteret.

Derefter beskrev Illeris fire måder at lære på, tilegnelsesdimensioner, der bevæger sig mellem indhold og drivkraft. Den kumulerende og den assimilerende læring er måder hvorpå vi tilegner os viden, enten udenadslære i kumulerende, eller ved at skabe systemer og anknytningspunkter i assimilerende.

Når noget går galt, og vi skal løse problemer, og lære ved hjælp af fejl, kalder Illeris dette for Akkomodation, overskridende læring. Populært kalder vi dette for en ”aha”-oplevelse. Stort set dagligt oplever vi, at vi må gå et skridt tilbage, udradere noget og tilføje noget andet.

Transformation, ekspansiv læring, er fjerde kategori. Her var nøgleordene ”ændring af skema-strukturer, kriseløsning og personlig udvikling”. Her gennemgår individet en læring, der medfører ændring i meningsperspektiver, eller med Illeris’ ord, en ændring i identiteten.

Et spørgsmål fra salen lød på, om der kunne være hierarki mellem disse læringstyper. Der er til dels hierarki, var svaret, set i forhold til, hvor meget energi de forskellige typer læring kræver. Kumulation foregår nærmest automatisk, og slutter omkring individets 6 års-alder. Transformation og akkomodation kræver mest energi og assimilation ikke særlig meget.

Musikundervisning indeholder alle disse former for læring, kan en konklusion på foredraget være. Både det udenadsarbejde, der bare skal læres, men musikundervisning giver også direkte adgang til Aha-oplevelser, situationer med problemløsning og situationer der kan rykke ved den lærendes identitet.

Sammenspil som inklusionsværktøj”, ved Anders Boysen – underviser, musiker og forfatter

Efter en kort pause bød salen Anders Boysen velkommen, der til daglig arbejder som lærer i Horsens Kommune. Han gav en række eksempler på, hvilke udfordringer en musiklærer i nutidens folkeskole står over for. Det skete med stor underholdningsværdi for de fremmødte. Mange i salen arbejdede som musiklærere til daglig, og kunne derfor nikke genkendende til mange af disse udfordrende situationer. Foredragsholderen var ligefrem og humoristisk, og der var både underholdning, men også klarsynede observationer, der indbød til eftertanke.

At stå over for 25 elever, alle med forskellig personlighed, kan alene være en stor udfordring. Men hvordan får man dem til at lave musik sammen? Dette havde været Anders Boysens store udfordring i mødet med folkeskolen.

Boysen har, på baggrund af dette, udviklet sine egne værktøjer, herunder et system med ‘bokse’, der med rytmeinddeling og tonenavne angiver for eleven hvornår man skal spille hvilke toner.

For den ”svære guitar”, som alle elever vil spille på, men de færreste kan, var der specialkonstruerede klemmer, der kan dæmpe de strenge man ikke vil have til at klinge.

Desuden fremhævede Anders Boysen ”det næsten-lydløse sammenspilslokale”, hvor guitaren sættes til Line-6 POD, der bruges høretelefoner til keyboards og elektroniske trommesæt. Dette gør, at mange elever kan øve sig samtidig, og man kan koble eleverne ind og ud. Også elever, der på grund af ADHD eller andet har brug for en pause, behøver ikke at forlade rummet, men kan få lov at sidde og lave musik uden at forstyrre andre.

I en hverdag, hvor 2-3% af en skoleårgang går på musikskole, og 80% går til fodbold, har målet for Boysen været, at give alle eleverne en positiv oplevelse med musik som omdrejningspunkt, og også at styrke deres lyst til at gå videre med at spille musik, og indgå i det, der kaldes den musikalske fødekæde.

Det gode samarbejde i musiktimerne har medført en del inklusion. De energiske drenge kan få en guitar med fed distortion på, samt et par høretelefoner. De stille piger har ifølge Boysen potentiale på de elektriske trommer, hvor de kan holde rytmen, og pludselig kan de spille med sammen med resten af klassen.

ADHD-barnet oplever som nævnt inklusion ved at kunne tage en pause fra samværet og ikke skulle forlade klassen. Dette samvær, samt det, at eleverne kender deres faste plads ved klaveret, giver dem en styrke, som de tager med sig over i de andre timer.

Inklusion gennem musik er blevet givet speciel opmærksomhed ved flere projekter.

”Musik med mening” er et projekt for børn med sociale, koncentration eller selvtillids- vanskeligheder. Reglerne her var, at man ikke kunne gå ud af lokalet, og på denne måde fik en intens samværsform. Desuden var ‘smerte’ en succesindikator: En dreng der ellers havde haft let ved at give op, havde fået vabler på fingrene af at spille bas. AKT-vejlederens svar til ham var:
”nu er der i hvert fald ikke nogen der kan komme og prøve at fortælle dig, at du ikke kan koncentrere dig om ting.”

”Trom og læs” har været et projekt for børn med læsevanskeligheder, hvor Boysen opdagede, at børnene lærer at læse og får øget flow i deres læsning, ved få sat en bog foran sig mens de sidder ved trommesættet.

For Anders Boysens arbejde i folkeskolen har musikken disse egenskaber og fordele:

Musikken er et fælles projekt som alle deltager i. Musikken gør ikke forskel på elever og skelner ikke til diagnose.

Musikken øger fællesskab og klassetrivsel.

Musik har tydelige individuelle læringsmål for elever, ved undervisning inddelt i tre niveauers sværhedsgrad.

Sammenspil tjener som katalysator for andre musikfaglige kompetencer.

Og måske vigtigst: Musik giver grundlag for ligeværdighed, uden konkurrence!

Anders Boysen har sin egen hjemmeside: http://boysensmusiktime.dk/

Inklusion og kontrovers – kompositoriske processer i praksis” ved komponist Casper Hernández Cordes

Efter frokost øverst oppe, i konservatoriets kantine, bød resten af dagen på tre kortere foredrag af en halv times varighed. Casper H. Cordes arbejder blandt andet gennem KODAs skolekontakt ordning, og præsenterede nogle af de redskaber, han benytter som besøgende kunstner på skoler.

Det første var prosodi, den del af sproget der beskæftiger sig med, når ord og udtale efterligner egenskaber. Så man kan tale om en ”KÆMPE” elefant eller en ”lillebitte” mus, eller man kan være ‘smygende’ i stemmen når man vil ind på livet af en anden person, og måske bede om en tjeneste.

Desuden bruger Casper H. Cordes flere ”krykker”, når han skal nærme sig elevernes virkelighed og involvere dem i kunstens verden. Han tager udgangspunkt i deres brug af teknologi, og i stedet for instrumenter synger de ind i en smartphone app, og laver lyde med prosodien som udgangspunkt.

Desuden bruger han en ”magisk firkant”, et rum der både eksisterer i klasseværelset, og kommer op på tavlen for eleverne. Her optræder der figurer, der bevæger sig rundt, og denne bevægelse kan benyttes til også at få eleverne til at bevæge sig rundt i klasseværelset, i den magiske firkant.

Til sammen danner lyde, animationer og børnenes skuespil en ramme om en historiefortælling. Denne kan foregå over tid, der bliver styret af et barn, der går ud af en fiktiv ‘tidslinje’, og sætter de forskellige elementer af historien i gang.

Ægteskabet mellem Frk. Kunst og Hr. Læring” ved Tatiana Chemi – lektor i Pædagogisk og Organisatorisk Innovation ved Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet

Tatiana Chemi kalder gerne sig selv for Professionel Kunstadvokat, specielt ved konferencer, når hun får stillet spørgsmålet ”skal vi virkelig stadigvæk bruge kunst”?

Dette foredrag handlede om de fordomme, stereotyper og antagelser, hun har oplevet, ved at forsøge at blande kunst ind i pædagogikken. Tatiana Chemi har behandlet dette i sin bog ”At integrere kunst i undervisningen”.

Hun argumenterede ud fra tre vilkår: At kunsten Skal, Kan, og Bør læres.

Kunst er noget der Skal læres, og fordommen omkring, at det er noget, der ”kommer af sig selv”, kan ikke bruges. Måske kan dette ske hos særligt talentfulde børn, men langt fra på alle, og med alt.

Kunsten Kan læres, og udover en formel læring på skoler og kunstakademier, der kan være meget ekskluderende, kan kunst også læres i uformelle læringsmiljøer, med venner, gennem sociale medier, Youtube og lignende.

På samme måde som barnet kan ikke bare få en bog, og derefter læse, kan barnet heller ikke bare afkode et kunstværk. Hverken et maleri, en symfoni eller en koreograferet bevægelse.

I stil med tidligere oplægsholdere havde Tatiana Chemi også oplevet at få at vide, at kunst er som flødeskummet på toppen af samfundets kage. Og rugbrødsfagene, det er sådan noget som dansk, matematik og tysk.

Men der er enormt meget ”Rugbrødsarbejde” i at lære skalaer, eller i at tegne og tegne skitser og smide væk. Derfor foreslog hun at man i stedet så kunst som en form for Øllebrød. Eller måske snarere noget lig ”rugbrødslagkage-pædagogik”.

Kunsten Bør læres, fordi den er vigtigt for vores samfund. Og ikke altid, og kun, som den ene part i fornuftsægteskabet mellem kunst og læringspædagogik. I sin egen ret er kunstværker med til at forme vores identitet, og samtidig skaber kunst kognition, emotionel udvikling, socialisering og ”Mellemmenneskelighed”.

Musik og skole – ambitioner og paradokser” ved Ole Skov, skoleleder, Hasle Skole, Aarhus

Skoleleder Ole Skov åbnede sidste oplæg med en god og en dårlig nyhed. Den gode nyhed var, at der kun var en halv time til kaffen. Den dårlige var, at det nu skulle handle om folkeskoleloven.

Først fortalte Ole Skov lidt om sig selv, blandt andet at han startede på Musikvidenskab i 1974, men blev efter to år træt af at høre ”borgerskabets børn” fortælle ham, en selverklæret dreng fra arbejderklassen, om Marxismens velsignelser.

Folkeskolereformens er ifølge Skov bygget på flere søjler:

De dygtige skal være dygtigere – det skal de mindre dygtige også.
Den sociale arv skal brydes!
Der skal ske et overordnet kompetenceløft hos lærerne, i det, de underviser i.
Fagenes fællesmål omskrives så de bliver klarere og det er mere tydeligt.

Foredraget omhandlede noget, som var lysende relevant i mange af de tilstedeværendes hverdag, nemlig samspillet mellem den enkelte skole og den kommunale musikskole. I dag kan musikundervisning på skolerne starte ca kl 12, og børnene kan gå i SFO, til musikundervisning og komme tilbage til SFO. Dette vil ikke længere være muligt på samme måde, når folkeskolereformen træder i kraft efter sommerferien.

Ser man på musikundervisningen de to steder dukker et paradoks op: På musikskolen underviser en højtuddannet lærer en enkelt elev af gangen, og på folkeskolen underviser en lærer op til 25 elever af gangen. Både folkeskolelærere og musiklærere oplever at de står midt i dette paradoks.

Ole Skov var fortaler for, at musikundervisningen i folkeskolen i højere grad samarbejdede med musikskolerne. Men der findes ikke nogen nem løsning. Hvis man har gået på konservatoriet, kan man ikke automatisk løfte den opgave, at skulle stå over for en 1-klasse med 25 elever i første klasse. Dette vil komme til at kræve et kompetenceløft i meget høj grad.

Fremtidens dygtigste musiklærere er for Ole Skov de, der også vil kunne undervise i folkeskolen.

Efterfølgende debat

Meget af den efterfølgende debat drejede sig om dette spørgsmål, og det var tydeligt, at folk fra begge lejre, både folkeskoler og musikskoler, var berørte af dette. Det var tydeligt at mærke, at der ikke var tale om fraktions-dannelser og ”os mod dem”. Alle var interesserede i, at musikken, og kvaliteten af musikundervisning, skulle styrkes for alle børn. Den fælles interesse var at opbygge bedre musikalske kompetencer i børn, og at styrke det samlede kunstudbytte.

Dette er blandt andet sket gennem projektet ”Fællesskaber for alle” i Aarhus Kommune, kunne en deltager fortælle. I Horsens har der været forsøgt to lærere i musiktimerne, en fra konservatoriet og en fra seminariet. Men det er der er ifølge Ole Skov ikke råd til at betale, på overordnet sigt.

Flere debattører lagde vægt på værdien af musikken, og den indflydelse det har på os som individer. Hvor er vores morgensang? Hvor er værdien af det enkelte menneske? ville én vide. Grundtvig ville rotere i sin grav hvis han så, hvordan vi er ikke er samfundsborgere, men samfundsrobotter hvis livsværk er at bidrage med vækst til konkurrencestaten.

En repræsentant fra Musiklærerforeningen og forlaget Dansk Sang meddelte, at niveauet på seminarierne gennem lang tid havde været faldende. En stor del af noderne fra Dansk Sang, der henvender sig til musiklærere der ikke har særlig store kundskaber, og som er blevet indsat som musiklærere, fordi skolen mangler en, og ikke har en ansat. Omvendt oplever de skoler, der har engagerede undervisere ansat, at de brænder ud efter kort tid.

Et par løsninger blev foreslået:
Skolen kan lave sin egen målsætningsstrategi, og fastsætte rammer for, hvordan man ønsker at have udbytte af musiktimer.
Konservatorie-uddannede har mulighed for at få didaktiske kompetencer gennem efteruddannelse på VIA.

Det var en diskussion der gav en masse gode bidrag, og folk fra begge uddannelsesveje fik luft for deres tanker. Den fælles opgave ligger i fremtidigt samarbejde, og på ikke at skabe en ”dem og os-tankegang”.

Personlige tanker

Jeg savnede en klar stemme fra mit eget fag, nemlig musikvidenskab. Musikvidenskab beskæftiger sig ikke decideret med en didaktisk fagtradition, og henvender sig undervisningsmæssigt mest til gymnasier.

Men hvis musikvidenskaben skal være med til at trække sin del af læsset, bør den kunne træde ind i disse faglige diskussioner. Det er en musikvidenskabelig opgave arrangere konferencer som disse, men det er også en musikvidenskabelig opgave at tage udbyttet af disse konferencer og oplæg med videre, og være med til at bidrage til fagligt baserede løsningsforslag.

Musikvidenskab blev af oplægsholdere og debattører, med undtagelse af Ole Skov, ikke nævnt med et eneste ord. Kan dette være udtryk for en forglemmelse, eller spiller musikvidenskab ikke en rolle for de involverede parter?

En stor del af ansvaret for at blive hørt og anerkendt som ligeværdig medspiller ligger hos musikvidenskabsfeltet selv, og vi har et ansvar for at sørge for at komme til orde, være involveret og om muligt komme med modeller for fremtidige perspektiver. Selvom faget står uden for en didaktiske fagdisciplin, har Musikvidenskab, og det analytisk og humanistisk baserede begrebsapparat, mulighed for at kunne bidrage med meget i situationer som denne.

Heldags-SPOT med fokus på musikundervisning nu på fredag

Nu på fredag starter SPOT Festival, og samme dag er der en konference under navnet Heldagsspot.

Det er et arrangement der er blevet til i et samarbejde mellem SPOT Festival og Videnscenter for Musik (VFM). VFM er et udviklingssamarbejde i Region Midtjylland, der tæller tre musikskoleledere fra regionen, samt en udviklingsleder fra Det Jyske Musikkonservatorium, en lektor fra læreruddannelsen på VIA, og lektor Charlotte Rørdam Larsen fra Musikvidenskab, AU. Desuden en udviklingsleder ansat i Region Midtjylland. 

Videnscenteret arbejder på at udvikle musikundervisning, og på at styrke samarbejdet mellem musikskolerne og de videregående musikuddannelser. Dette sker gennem en række projekter, indtil videre brobygning og inklusion af indvandrede musikere, udvikling af computerstøttet undervisning og af et digitalt, socialt musikskolenetværk.

Jeg var sidste år til stede ved Heldagsspot, og skrev et kort referat, der kan læses her: 

https://musikvidenskabidag.wordpress.com/2013/05/20/kort-referat-fra-heldagsspot-0305-2013/

I år vil jeg også være til stede, og vil skrive et lignende, refererende indlæg, der kort tid efter vil kunne læses her på bloggen.

Interesserede kan melde sig til gennem denne Facebookbegivenhed:

https://www.facebook.com/events/1460152304219003/

På siden står programmet:

9.30-9.35 Velkomst ved Astrid Elbek 

9.35-10.00 Indleder: Jørgen Carlsen, forstander Testrup Højskole 

10.00 – 11.00 Keynote: Hvad sker der, når man lærer noget? – Knud Illeris, professor emeritus – Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU)

11.00-11.15 Kaffe

11.15-11.45 Sammenspil som inklusionsværktøj v. Anders Boysen – underviser, musiker og forfatter

11.45-12.00 Spørgsmål og debat.

12.00 – 12.45 Frokost 

12.45-13.15 Inklusion og kontrovers – kompositoriske processer i praksis v. komponist Casper Hernández Cordes 

13.15-13.45 Ægteskabet mellem Frk. Kunst og Hr. Læring v. Tatiana Chemi – lektor i Pædagogisk og Organisatorisk Innovation ved Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet

13.45- 14.15 Musik og skole – ambitioner og paradokser v. Ole Skov – skoleleder Hasle Skole, Aarhus

14.15 – 15.00 Afsluttende spørgsmål og debat

Det kan være vi ses. Jeg glæder mig!

Peter

P2 Soundtrack – Interview med Peter Albrechtsen

DR’s kanal for klassisk musik, P2, har lanceret et radioprogram der kun handler om filmmusik. P2 Soundtrack gik i luften for første gang fredag d. 7. marts, og sender 70 minutter hver fredag fra 18.10 – 19.20.

Jeg har interviewet medvært Peter Albrechtsen, der har programmet sammen med Tina Rømer, og nedenunder kan du læse interviewet. Det handler både om, hvad vi kan forvente os af emner i programmet, om Peters rolle i programmet, og om hvem programmet henvender sig til.

Et par oplysninger om Peter Albrechtsen:

Peter Albrechtsen (f. 1976) er uddannet tonemester fra Den Danske Filmskole i 2001 og har været lyddesigner og musik supervisor på en lang række spillefilm og dokumentarfilm. De senere år har Peter stået for lyden på prisbelønnede film som Putin’s Kiss, The Queen of Versailles, You & Me Forever samt Ækte vare, der i april er åbningsfilm på CPH PIX.

Peters profil på IMDB: http://www.imdb.com/name/nm1022700/?ref_=fn_al_nm_1

Peter Albrechtsen

Tonemester og radiovært Peter Albrechtsen

Interview:

Peter Ellermann (PE)Fortæl lidt om hvordan du er kommet med i programmet. Hvem fik idéen, er det noget der har været i støbeskeen længe, eller opstod programmet spontant?

Peter Albrechtsen (PA): Jeg blev kontaktet af P2 sidste efterår omkring programmet, der åbenbart har været i støbeskeen længe. De senere år er der blevet mere og mere fokus på filmmusik hos alle generationer af musiklyttere, både gamle og unge, men i medierne har jeg længe savnet, at filmmusik blev taget mere alvorligt – det er meget sjældent, at soundtracks får omtale i medierne, med mindre det er en eller anden rockstjerne, som har lavet musikken. Derfor blev jeg vildt glad for, at P2 ville lave et program med særligt fokus på soundtracks, og jeg blev selvfølgelig også meget beæret over, at de ville have mig med til at lave programmet – de havde åbenbart fået mig anbefalet flere steder. Tak til alle jer, der har anbefalet mig, whoever you are!

De senere år er der blevet mere og mere fokus på filmmusik hos alle generationer af musiklyttere […]

PE: Kan du løfte sløret for, hvilke emner I planlægger at tage op?

PA: Vi dækker et udpluk af de aktuelle biografpremierer, spiller en række gamle klassikere – både filmmusik og klassisk musik, der har været brugt i film – og så har vi også hver gang et lille tema om et bestemt emne eller person. Eksempelvis har vi her de første tre gange talt om filmlyd, musik til actionfilm og Alexandre Desplat – og den form for alsidighed vil vi meget gerne holde fast i. Planen er åbenbart også, at P2 i efteråret laver en større event, hvor danskerne bliver bedt om at hjælpe med at liste de 50 bedste soundtracks. En filmmusikkens top 50. Men det ugentlige program har mulighed for at gå både dybere og mere aktuelt til værks, og det er formålet med programserien.

Planen er åbenbart også, at P2 i efteråret laver en større event, hvor danskerne bliver bedt om at hjælpe med at liste de 50 bedste soundtracks. En filmmusikkens top 50.

Foreløbig skal P2 Soundtrack køre året ud, men jeg tænker, at det selvfølgelig også afhænger af den generelle interesse og om kvaliteten af de programmer, vi laver. De danske biografer er dog fyldt med film som aldrig før, så vi løber ikke just tør for emner – der er mange aktuelle film og meget aktuel filmmusik at gribe fat i hele tiden, og filmhistorien er også fyldt med fantastisk musik.

PEDu bliver præsenteret som “medvært”, mens Tina Rømer præsenteres som “vært”. Hvorfor denne formulering? Kommer der andre medværter på et tidspunkt?

PA: Da P2 i sin tid kontaktede mig, blev jeg som sagt meget beæret over, at de ville have mig med. Umiddelbart bagefter blev jeg dog ret nervøs, for jeg aner jo intet om at lave radio. Jeg laver lyddesign på film og har også skrevet om musik og film i en lang årrække for forskellige medier, men det er jo ikke det samme som at skulle administrere et ambitiøst, ugentligt radioprogram og især kunne levere varen med sin stemme, når man sætter sig foran en mikrofon.

Derfor blev jeg meget mere rolig, da vi lavede den nuværende værtsmodel, hvor Tina Rømer er vært og jeg er medvært – Tina står for det generelle flow, administrationen og er i det hele taget en fantastisk erfaren og rutineret radiovært, som bare ved præcis, hvordan tingene skal gøres og hele tiden hjælper mig med at undgå de værste bommerter foran mikrofonen. Sammen taler vi løbende om programmernes indhold på alle niveauer, og vi kører også sammen programmets Facebook-side, hvor vi har uundværlig kontakt med lytterne. Samtidig er der en DR-playliste for hvert program, som Tina også spiller lidt fra. Hun er virkelig dygtig til at få alt til at gå op i en højere enhed – hvis det bare var mig, som skulle stå for det hele, ville alt hurtigt falde fra hinanden.

Tina står for det generelle flow, administrationen og er i det hele taget en fantastisk erfaren og rutineret radiovært, som bare ved præcis, hvordan tingene skal gøres […]

Så nej, jeg håber ikke der kommer en anden medvært på et tidspunkt – det er en fornøjelse at være med!

P2 Soundtrack

De to værter i P2 Soundtrack har taget plads i biografens bløde veloursæder.

PE: Hvem henvender P2 Soundtrack sig til? Har I gjort jer forestillinger om en bestemt type person, der skal lytte til netop jeres program? Er det den sædvanlige P2-lytter, eller er programmet med til også at kapre yngre lyttere til kanalen?

PA: Programmet henvender sig til alle de P2-lyttere, der kan lide at gå i biografen og tage musikken med hjem. Men det er kun godt, hvis det via f.eks. podcasten når andre interesserede end dem, der lige tuner ind på P2 fredag aften. Vi prøver både at ramme bredt med vores udvalg af musik, men også være mere specialiserede sine steder, så filmmusik-fans forhåbentlig får noget ud af programmet. Både Tina og jeg er mangeårige fans af filmmusik, så vi har en masse ting på hjerte og en masse toner, vi gerne vil dele, og personligt har jeg gennem mit årelange arbejde i filmbranchen med både lyd og musik og gennem mine mange kontakter opnået en hel del specialviden på feltet. Jeg er kort sagt en nørd på området.

 Vi prøver både at ramme bredt med vores udvalg af musik, men også være mere specialiserede sine steder, så filmmusik-fans forhåbentlig får noget ud af programmet.

Der er ikke noget bestemt mål om at kapre unge lyttere, men på den anden side vil vi heller ikke udelukke nogen. Soundtracks favner vidt og bredt, og det må lytterskaren
selvfølgelig også gerne gøre. Men samtidig er det da væsentligt at påpege, at de soundtracks, vi spiller, som regel har en klassisk baggrund, selv om det heldigvis også er et vidt begreb: det kan være hele vejen fra Ennio Morricone og Henry Mancini til Jonny Greenwood og Trent Reznor – og der er langt!

PE: Du arbejder til daglig med filmmusik og soundtracks, og færdes meget i filmindustrien. Er det din tanke, at P2 Soundtrack skal være et program, der henvender sig til andre arbejdere af denne branche?

PA: Det vil da være dejligt hvis nogen af mine kolleger lytter med, selv om tanken giver mig en vis præstationsangst. Jeg sætter selv stor pris på kollegial inspiration, så hvis vores program kan inspirere andre i filmbranchen, er det kun skønt – og forhåbentlig ikke blot komponister og lydfolk, men også instruktører, manuskriptforfattere, klippere eller producere for den sags skyld. Men igen: det er ikke et specifikt mål.

Tværtimod prøver at sørge for, at mine historier fra filmbranchen ikke bliver alt for indforståede.

Det er fint med anekdoter og fortællinger fra filmens verden, men de skal leveres på en måde, så alle får noget ud af dem.

PE: Til sidst vil jeg gerne spørge dig, om du har haft en skæg oplevelse eller lignende i forbindelse med opstarten af programmet, eller om du har nogle tanker, du gerne vil sende videre ud.

PA:  Jeg kommer til at tænke på et citat fra den eminente polske komponist Zbigniew Preisner, som skrev musikken til næsten alle Krzysztof Kieslowskis film:

”When Strauss was writing his music, it was dance music. Now it’s classical music. So how can you tell me that in 50 years’ time film music will not turn out to be classical music?”

Den udtalelse synes jeg på en eller anden måde passer godt i denne sammenhæng. Filmmusik har længe haft et rigtig dårlig ry som værende nærmest underlødigt – som anonym underlægning til biografens billedsider. Jeg håber, at P2 Soundtrack kan være med til at vise, at filmmusik er meget, meget mere end det.

Mange tak til Peter Albrechtsen for hans deltagelse i interviewet.
Du kan finde P2 Soundtrack på deres hjemmeside, hvor man også kan få informationer om sendetider og podcasts:
http://www.dr.dk/p2/p2-soundtrack/

Og der er mulighed for at ‘like’ og holde sig i kontakt med programmet på deres facebookside:
https://www.facebook.com/p2soundtrack

Bloggen her er som sædvanlig åben for kommentarer og spørgsmål. Vi høres ved næste gang.

Boganmeldelse: “100 Modern Soundtracks”

Boganmeldelse – 100 Modern Soundtracks af Phil Brophy

Udgiver: BFI Screen Guides, 2004.
Sprog: Engelsk
Antal sider: 262

Image

Bogens forside

På Phil Brophys hjemmeside http://www.philipbrophy.com/ kan man læse at han er aktiv både inden for instruktion, komposition og forskellige former for multimedial installation og kunst.

Hans CV viser at han i 2014 laver et foredrag i 13 dele, Psychosonic Cinema, om filmsoundtracks, som bliver sendt på den Londonbaserede radiostation med fokus på kunstneriske strømme indenfor musik, Resonance FM. http://resonancefm.com/

100 Modern Soundtracks er udgivet i pocketbog format, og indeholder beskrivelse af lydsiden i 100 film samt et forord på 16 sider. Til sidst i bogen findes navneindex. Hver film får omtrent lige meget plads, halvanden til to sider, og de er arrangeret efter alfabetisk orden. Bogen har flest film fra 1950-2000, med Citizen Kane som den ældste (1941) og to film fra 2002 som de nyeste.

Det er værd at samle bogen op alene for at nyde forordet. Her giver Phil Brophy sin egen indføring i filmmusikkens verden. Ordet “modern” i titlen skal tages bogstaveligt i denne forbindelse. For Brophy eksisterer filmens lydspor som en “kimære”, et monster lavet af to dyr. Det er både lyd og musik, både larm og soundtrack. Dette dedikerer han sin bog til at beskrive, og derfor er der også stort fokus på film, der bevæger sig væk fra den klassiske orkestermusik fra Hollywood.

Bogen er ikke en “best of” fra kendte Hollywood-komponister som John Williams, Howard Shore, Hans Zimmer og Danny Elfman, og faktisk fokuseres der ikke så meget på musikken. Det er mere helheden af lydbilledet i hver film, Phil Brophy fokuserer på.

Sproget i bogen er en oplevelse. Brophy udnytter det engelske sprogs ordrigdom, og det er et akademisk og teoretisk bevidst sprog der bruges til at beskrive filmene. Samtidig leverer Brophy ofte en ny og original sin karakteristik af filmen og lydlandskabet. Et typisk afsnit af bogen findes i beskrivelsen af den japanske manga-tegnefilm Akira:

“Moving continually through these scales of materiality, Akira is a cosmologically sonic film. It positions all spaces and environments to capture recordings of energy waves and lines. Atomic bomb blasts leave hyge craters downtown; an ESPer’s piercing scream shatters glass buildings; psychic energy causes subterranean chambers to rise and rupture the overground. At its most extreme, the architecture of Akira is rendered not as solid form, but as a network of recordable surfaces.” (p. 18)

Image

I filmen Akira er der godt med gang i den!
Det er der også når Phil Brophy beskriver sin oplevelse af filmen sonoriske arkitektur.

I denne beskrivelse bliver lydens voldsomhed til en del af tegnefilmens arkitektur. Det er smukt beskrevet, men det er en meget personlig beskrivelse, der kunne være inspireret af analyser fra Barthes og Deleuze, og disse personlige beskrivelser kan risikere at efterlade læseren med spørgsmålet “har vi set den samme film?”

Andre gange er det meget inspirerende og tankevækkende, som når Brophy fremhæver Citizen Kane for måden, skuespillerne bruger deres stemme på: deres vokalklang, deres frasering og toneføring. Filmen følger Kanes liv og de mennesker omkring ham, og Kanes styrke er i hans stemme, han kan tale med folk og få dem til at gøre ting for ham. Hans store kærlighed, Susan Alexander, lægger han først til mærke til når hun taler, og intervieweren der afdækker Kanes liv gør det også ved at tale med folk.

Image

Billede fra “Citizen Kane”. Udover brug af lys, skygger og kontraster, bruger filmen også tale og lyd til at karakterisere personerne og deres udvikling.

100 Film Soundtracks er ikke en bog der kan tjene som generel indføring i filmmusikkens væsen. Dertil er den for fokuseret på modernitet, både i beskrivelser og i valg af film. Nogle af de mest berømte filmkomponister er udeladt, men dog indeholder bogen mange klassikere, blandt andet fra Hitchcock, Coppola og Lynch. Desuden flere japanske, og Brophy har også udgivet bogen “100 Anime” om den japanske tegnefilmsgenre.

Liste over beskrevne værker kan ses her: http://www.philipbrophy.com/projects/100ms/technical.html

Det er en bog der ikke er for enhver. Men for en læser, der også er bidt af film, og vil læse analyser, der på samme tid er personlige og tankevækkende, vil der være noget at hente for de fleste.

Nyt på bloggen

Nyt på bloggen er godt nyt.

Det kan være svært at følge med i, hvad der sker i mit professionelle liv, når jeg har en blog, der kun bliver opdateret en gang hver tredje måned. Det kan jeg godt selv se. Her er lidt om hvad jeg går og laver:

– Jeg har afsluttet mit 6 måneders løntilskudsjob hos Aarhus Musikskole. Januar måned bestod af projektarbejde i forbindelse med forestillingen Vandfaldballader, hvor jeg var produktionsassistent – klassisk løntilskudsstillings underbetegnelse. Efter forestillingen i Aarhus var der to uger tilbage, hvor forestillingen karavanerede rundt i Jylland, og resten af administrationen ikke havde de store opgaver, jeg kunne gå i gang med. Så det var to uger, hvor jeg fik set en masse youtube-videoer.

– Blandt andet så jeg videoer om hvordan den bedste lyd i hjemmestudiet opnåes. Jeg fik et lydkort i julegave, og har tænkt mig at begynde at komponere og indspille min egen musik. Der er meget at lære, men det er spændende at tage hul på dette emne.

– Jeg spiller heller ikke længere i band, men er begyndt at søge igen. Flere planer er på tegnebrættet. Hører meget gerne fra interesserede.

– Efter mit løntilskud har jeg meldt mig ud af dagpengesystemet. Jeg sendte uopfordrede ansøgninger til musikskoler som guitarlærer, og fik positiv respons fra Musikskolen Laura. De havde desværre ingen guitarlærerstillinger, men tilbød i stedet en tidsbegrænset projektansættelse som PR-medarbejder op til deres 25 års jubilæum. Det er jeg i gang med nu, og skal være til april måned, og jeg nyder meget den gode og åbne stemning der er i administrationen på skolen, der ligger i Aarhus tilknyttet Laursens Realskole.

– Jeg har ikke givet op i forbindelse med min aftenskoleundervisning, om Filmmusikkens Historie, omtalt i sidste blogindlæg. På trods af at samarbejdet med 3K fadede ud, er jeg stadig i gang med at researche emnet. Det betyder mange film og masser af bøger og artikler om emnet. En del af bøgerne vil jeg begynde at omtale her på siden.

Håbet er, at jeg på et tidspunkt vil – inden længe – vil kunne begynde at holde foredrag om netop dette emne. Dette skal være både henvendt til almen aftenskoleundervisning, forløb og lignende, og samtidig også noget, hvor jeg vil kunne holde enkelte foredrag eller kortere forløb – f.eks. på skoler, gymnasier eller i klubber og organisationer.

– Desuden har jeg startet forløb op omkring aftenskoleundervisning i foråret. Her tilbyder jeg mig både som guitarlærer, guitaren er jo mit hovedinstrument, og som noget nyt som ukulelelærer. Ukulelen er jeg for nyligt begyndt at spille på, men det er et spændende og hyggeligt instrument der for tiden har vundet stor udbredelse.

– Til sidst kan jeg fortælle, at jeg er begyndt i et samarbejde med det musikvidenskabelige ressourcesite Musikipedia. Her er jeg boganmelder på frivillig basis. Jeg har været anmelder før, og nyder at skrive og fortælle om udgivelser.

Mere herfra senere,

Peter